Retræteleder og forfatter: I stilheden kan vi lære vores længsler at kende

Når Mia Christina Broe Jakobsen byder velkommen på de retræter, hun leder, siger hun som regel noget om sine egne erfaringer med stilheden. Retræterne foregår forskellige steder i landet og kan have temaer, der er knyttet til årstiderne, men fælles for dem er, at stilhed er en vigtig ingrediens.

”Ofte er deltagerne lidt bekymrede for, om de kan finde ud af at være i stilheden. Så jeg fortæller dem, at min egen erfaring er, at stilheden ikke er farlig. Der kan dukke en masse ting op i stilheden, som kan være ubehagelige, fordi det har med svære ting i vores historie at gøre, eller fordi det bare larmer løs med tanker. Men neden under alt det er der en dybde i stilheden, som er fredfyldt og tryg,” siger hun.

Mia Christina Broe Jakobsen er uddannet kunsthistoriker og har arbejdet med formidling på bl.a. biblioteker, ligesom hun har været kirkekulturmedarbejder og kirkesanger. Siden april i år har hun været ansat som pigrimsmedarbejder i missionsorganisationen Areopagos i en projektstilling, der indtil videre løber til nytår. Hun arrangerer blandt andet retræter, bidrager til organisationens lydunivers med korte guidede meditationer, arrangerer pilgrimsvandringer og skovkirke i naturen.

Hun har i flere årtier selv arbejdet med at finde en ro og balance mellem arbejde og hvile og har i den forbindelse især benyttet sig af naturen og stilheden. Sammen med præst Thomas Frovin udgav hun i 2024 bogen ’Lysningen – Året med Gud i naturen’, hvor der er inspiration fra bl.a. keltisk kristendom og kendte skikkelser fra kirkehistorien som Frans af Assisi, Birgitta af Vadstena og Ignatius af Loyola.

Sidstnævnte, der levede i 1500-tallet og stiftede Jesu Selskab, også kendt som jesuitterne, udviklede en åndelig praksis med meditationer og øvelser, som stadig anvendes i dag, også i protestantiske sammenhænge. Ignatius var optaget af menneskets evne til at lytte til og erfare Gud overalt, også i naturen, og af at udvikle menneskets evne til at skelne ånderne og derigennem lære sig selv og Guds vilje at kende. En vilje, som ifølge Ignatius er tæt forbundet med menneskets længsler.

Længslen er vores åndelige kompas

”Ignatius var optaget af, at vi skal lytte for at forstå. Det kræver stilhed, for ellers er der alt for meget støj på linjen. Vi må blive stille for at kunne høre, hvilke længsler der hvisker i vores indre. Ifølge Ignatius er længslen vores åndelige kompas – Gud taler til os gennem det, vi længes efter – og i stilheden kan vi derfor finde retning,” siger Mia Christina Broe Jakobsen. Det, Gud ønsker at sige til os, befinder sig med andre ord ofte på en anden frekvens eller i et andet lag end vores mere rationelle tanker og de værdier, vi umiddelbart identificerer os med.

Derfor kan det være nødvendigt at gå ind i stilheden for at finde ud af, hvad der befinder sig i dybet, mener retrætelederen. ”Thomas Keating har sagt, at Guds første sprog er stilhed, alt andet er dårlige oversættelser. Hvis det er rigtigt, kan vi jo let komme til at nøjes med de dårlige oversættelser, fordi vi sjældent er stille,” siger Mia Christina Broe Jakobsen med henvisning til den amerikanske trappistmunk, der levede fra 1923-2018 og udviklede en form for centrerende bøn, hvor man i stilhed mediterer med fokus på et helligt ord. Den metode bruger Mia Christina Broe Jakobsen stort set hver dag, og det giver en ro til resten af hendes dag, fortæller hun.

”Er der virkelig brug for, at vi lægger
flere femårsplaner og formulerer nye
visioner og missioner? Gud har planer
nok for os, som vi kan lære at kende,
hvis vi lytter og ikke larmer.”

”Jeg praktiserer centrerende bøn hver dag i 20 minutter, som regel om formiddagen, hvor jeg har mest ro til det. Den pause fra tanker og arbejde og anden aktivitet giver en form for klarhed, som sætter sit præg på hele min dag. Jeg når ned under tankerne, hvor der ikke er tomhed, men en tryg og fredfyldt stilhed, hvorfra jeg kan hente næring og inspiration til det, jeg skal,” siger hun.
Desuden går Mia Christina Broe Jakobsen så ofte som muligt ture i naturen, gerne med sin hund eller med sit kamera i hånden.

Naturens stilhed, med dens fylde af lyde som bladenes raslen, vindens susen og fuglenes sang, giver hende glæde og fred og bibringer hende ofte også billeder og ord, hun anvender i sit arbejde som retræteleder og pilgrimsmedarbejder.

”Naturens stilhed er skøn, fordi den er fuld af bittesmå lyde, der er beroligende. Desuden indeholder naturen en visdom, som man også kan få øje på, hvis man giver sig tid og lader sig opsluge. Naturen går for eksempel næsten i dvale om vinteren, mens den forbereder sig langsomt til foråret, og der er rytmen med dag og nat, som vi kan iagttage. Der er læring i de vekselvirkninger,” siger hun.

Oaser af stilhed

Mia Christina Broe Jakobsen forsøger at få små oaser af stilhed ind i hverdagen. Centrerende bøn om formiddagen, gåture med hund eller kamera i løbet af dagen eller en mørkevandring om aftenen. ”I mørket bliver både stilhed og lyde på en måde tydeligere, høresansen skærpes, fordi man ikke kan se ret meget, og man må bevæge sig mere bevidst og varsomt. Det tvinger mig til at være i øjeblikket, og alene af den grund kan det være en god måde at komme ud af tankemylder og bekymringer,” siger hun.

Hun har dog ikke altid haft dette fortrolige og trygge forhold til stilheden og mørket. ”Som teenager og ung voksen var jeg nærmest bange for stilheden. Jeg kunne godt være i skoven, men når jeg var alene hjemme, brød jeg mig ikke om stilheden. Som ung mor tændte jeg ofte for fjernsynet for at bryde stilheden, når jeg var alene derhjemme. Men langsomt fik jeg en fortrolighed med stilheden, som ændrede mit forhold til den – først i naturen, siden på retræter og med tiden ind i hverdagen,” fortæller hun.

På retræter i regi af foreningen Bøn i bevægelse erfarede Mia Christina Broe Jakobsen, at stilheden gav adgang til at mærke sin krop og sine længsler på en ny måde. Hun oplevede, at hun i stilheden mærkede en fylde og et nærvær af noget, som ikke blot var hendes egne tanker og følelser.

”Jeg tror, at især moderne mennesker har mange forestillinger om, hvem vi gerne vil være, og hvad vi skal opnå og præstere. Det er ikke altid i overensstemmelse med, hvad Gud ønsker for os og de evner, Gud har lagt ned i os. Derfor kan det være skræmmende at gå ind i stilheden, for vi ved ikke, hvad vi møder. Det kan være overraskende og til tider skræmmende – i hvert fald til at begynde med,” siger hun.

De fleste tanker er bare larm eller
er ligefrem løgne, som fjerner os
fra det, vi er skabt til. Risikoen for
at misse noget vigtigt er langt større,
hvis vi aldrig lytter til stilheden.”

Hendes erfaring er, at når man har set de svære ting, der dukker op i stilheden, i øjnene og arbejdet med dem, får man adgang til en dybere fred og til ny næring og inspiration. ”Jeg forsøger at gå ind i stilheden uden en masse forestillinger og forventninger og være åben for, hvad mine længsler peger imod. Min erfaring er, at det, Gud ønsker for mig, er i overensstemmelse med det, jeg er skabt til, og som kan give mig mulighed for at blomstre og gøre gavn for andre,” siger hun.

Som eksempel nævner hun, at jobbet i Areopagos, som blev tilbudt hende, var noget, hun ikke selv havde kunnet formulere. Det var i stedet noget, som hun i stilheden kunne se hang sammen med andre tråde, som hendes liv har vævet sammen. ”I stilheden øver jeg at slippe kontrollen og blive mere lydhør og mere opmærksom på de muligheder, som dukker op – og jeg bliver bedre til at skelne mellem det, jeg skal, og det, jeg ikke skal,” siger hun.

Mere Maria og færre femårsplaner

At gå ind i stilheden kræver altså, at man er parat til at slippe kontrollen og overgive den til Gud, og i det ligger der en ydmyghed og en erkendelse af tingene, som de allerede er, mener retrætelederen. ”Det kan være svært at slippe kontrollen, men det er også en befrielse at gøre det, for på en måde er det jo lidt en illusion, at jeg har særlig meget kontrol over tingene. Det har jeg for eksempel erfaret i forbindelse med en hjernerystelse og kræftsygdom. Der var jeg nødt til at slippe kontrollen og mine ideer om, hvad jeg skulle og kunne.”

Mia Christina Broe Jakobsen tilføjer, at det er en fortsat øvelse at give stilheden plads i sit liv og give mulighed for, at den kan bære frugt. ”Jeg har ligesom de fleste andre mange ting i mit liv. Jeg har tre børn og en mand og et arbejde, og der kan let være meget i kalenderen. Men jeg insisterer på at tage pauser, hvor jeg går ind i stilheden, og jeg øver mig i at lade stilheden sætte sig spor i min måde at handle og leve på. Jeg forsøger at tage noget eftertænksomhed og langsomhed med ind i det, jeg gør, og i min måde at tale på,” siger hun.

Hun afviser ikke, at handling er nødvendig, men med henvisning til Det Nye Testamentes fortælling om søstrene Martha og Maria siger hun: ”Indimellem skal man handle, som Martha gør. Men jeg tror, at der nok snarere er brug for, at vi lytter mere, som Maria gør. Er der virkelig brug for, at vi lægger flere femårsplaner og formulerer nye visioner og missioner? Gud har planer nok for os, som vi kan lære at kende, hvis vi lytter og ikke larmer,” siger hun.

På retræterne forbereder hun deltagerne på, at det kan tage tid at komme ind i stilheden. ”Jeg plejer at sige, at det kan tage op til halvandet døgn, før man kommer ned i stilheden – i hvert fald de første gange, man er på retræte. I begyndelsen kan tankerne næsten larme mere end ellers, fordi man slukker for de ydre støjkilder. Når vi gør det, søger hjernen efter noget at beskæftige tankerne med, og så dukker bekymringer og spredte tanker op,” siger hun.

Hun tilføjer, at forskningen viser, at vi tænker op til 70.000 tanker i døgnet, og der er intet galt i, at tankerne kan presse sig på i stilheden. Men vi behøver ikke at holde fast på dem. ”De fleste tanker er bare larm eller er ligefrem løgne, som fjerner os fra det, vi er skabt til. Risikoen for at misse noget vigtigt er langt større, hvis vi aldrig lytter til stilheden,” siger hun.

Som pauser i musikken

Mange mennesker er imidlertid ikke fortrolige med stilheden, fordi sociale medier og anden moderne teknologi så let fylder alle pauser og tomrum ud, og dermed går de glip af muligheden for at forstå sammenhænge og få overblik, mener hun. ”På retræter plejer jeg at sige, at stilheden er som punktummer i en tekst, pladsen mellem linjerne i et digt eller pauserne i musikken. Det er der, hvor meningen skabes. Det gælder også i vores liv. Har vi ikke pauserne til at forstå, hvad der sker, bliver vi bare ført med af strømmen og når aldrig at træffe bevidste valg,” siger hun.

Som pilgrimsmedarbejder i Areopagos håber hun, at hun kan hjælpe andre til at erfare stilheden og dens dybder og fylde. Hun vil gerne med sine meditationer, retræter og vandringer anvise veje til at erfare stilheden, og med sin egen praksis vil hun gerne vise muligheden for at leve et liv, hvor stilhed og langsomhed tillægges værdi og prioriteres.

”Jeg tror, at den længsel, Ignatius af Loyola beskriver, er lagt ned i os, fordi Gud kan nå os via vores længsler på en nænsom måde. Heldigvis tror jeg, at den længsel findes i alle mennesker, og det kan mobiltelefoner og sociale medier ikke ændre på. Derfor tror jeg også, at unge mennesker, som opdager, at det er muligt at søge stilheden, vil søge den, når længslen bliver stærk nok,” siger hun.

Hun ser også et positivt tegn i, at flere unge i dag søger kirken. Hun håber så blot, at kirken vil blive bedre til at give stilheden en plads. ”Alle gudstjenester skal ikke være præget af stilhed, men jeg håber, at kirken i højere grad vil blive et rum, hvor stilheden får en plads. Så man kan gå ind og tænde et lys og sidde i stilhed eller blive inviteret ind i stilheden som en del af en fælles praksis,” siger hun.

Som kirkekulturmedarbejder har hun været med til at arrangere Taizégudstjenester, hvor der indgik otte minutters stilhed undervejs. ”Nogle havde svært ved at være i det og sneg lige deres mobiltelefon frem. Men især de konfirmander, der deltog, var faktisk gode til at være i stilheden. Jeg håber, at de erfarede lidt af det, som mange erfarer på en retræte: Når man sidder sammen i stilhed, er det, som om sjælene mødes, selv om man ikke engang kender hinandens navne. Det skaber et dybt fællesskab,” siger Mia Christina Broe Jakobsen.

Syv timers stilhed

Hun tilføjer, at stilhed ikke er fremmed i den kirkelige tradition. Tværtimod har der helt tilbage fra ørkenfædrene været mennesker, som prioriterede stilheden og oplevede, at Gud i særlig grad talte til dem, når de selv blev stille. I klostrene udviklede der sig en tradition for at kombinere bøn og arbejde, og Mia Christina Broe Jakobsen er meget inspireret af kristne, som har formået at balancere bøn og arbejde og har fundet retning og næring i stilheden.

”Moder Teresa sagde, at hun ikke kunne arbejde en halv time uden at bede, og Desmond Tutu havde syv timer om dagen, hvor han trak sig tilbage og var i stilhed og bøn. De to udrettede hver især utrolig meget, nok netop fordi de i stilheden drak af den kilde, der giver liv,” siger hun. Et andet eksempel er Frans af Assisi, der døde for 800 år siden, og som er en af kirkehistoriens mest kendte skikkelser, også langt uden for den kristne kirke.

”Frans af Assisi trak sig tilbage til naturen og hentede indsigt og styrke, og hans navn huskes i dag over hele verden, mens de færreste kan huske navnene på de magthavere, der levede på hans tid. Det kan være en trøst, når vi også i dag ser magthavere, der rasler med sablerne. I stilheden kan vi finde modvægt til magtens sprog og til det mismod, man kan komme til at føle, når man ser mennesker misbruge deres magt,” siger Mia Christina Broe Jakobsen.

Mia Christina Broe Jakobsen

Født 1981. Uddannet mag.art. i kunsthistorie med speciale i formidling til børn. Har arbejdet på Aros, Herning Kunstmuseum, Thorvaldsens Museum og Arken, været leder af børneområdet på Vejen Kommunes Biblioteker og været selvstændig kulturformidler og billedkunstner. Har været kirkekulturmedarbejder og kirkesanger i Skanderup Kirke syd for Lunderskov. Er nu ansat i missionsorganisationen Areopagos som pilgrimsmedarbejder. Har sammen med Thomas Frovin skrevet bogen ”Lysningen – Året med Gud i naturen” (Areopagos, 2024).

Denne artikel er en del af en serie om de syv pilgrimsord: Frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed/spiritualitet. Denne artikel handler om pilgrimsordet ’Stilhed’.