Den bitre rod

I skrivende stund opholder jeg mig i Riga, hvor jeg mødes med mine kolleger fra DanskOases søsterbevægelser i vore nabolande. Vi har netop besøgt Besættelsesmuseet, der på gribende vis fremstiller den kamp for landets frihed, som har hjemsøgt Letland i det 20. århundrede.

Op imod en tredjedel af landets befolkning blev udryddet eller deporteret af enten kommunisterne eller nazisterne. De baltiske landes lidelse antager et omfang, som overgår vores fatteevne. At Letland eksisterer som et selvstændigt land er et mirakel. Jeg forstår det faktisk ikke. Mens jeg gik gennem udstillingen, blev jeg ramt af en ubehagelig erkendelse af, at der findes en hadefuldhed i vores tilværelse, som forpester vore samfund.

Den kan føre til lemlæstelse og drab af mennesker, som på ingen måde har gjort sig skyldige i andet end tilfældigvis at opholde sig på et sted, hvor dette had bryder løs. Hvor kommer dette had fra? Det har der gennem historien været mange bud på. Ikke mindst i vor tid, hvor man ofte leder efter de psykologiske eller strukturelle forklaringer på, at mennesker begår overgreb og drab. I mødet med den værste grusomhed og uretfærdighed kommer alle sociale og politiske forklaringer i sidste ende til kort. Vi står overfor ondskabens gåde.

Enhver af os bærer i sig en skyggeside og egoisme, selvom de færreste af os – heldigvis – bliver drabsmænd eller terrorister. Vi har som samfund brug for både forsvar, politi og efterretningstjeneste i forhold til, at had ikke fører til vold, men ingen myndighed kan hindre hadet i at indlejre sig i et menneskes sind som en bitter rod. Måske er det bedste, vi kan gøre, at tænke grundigt over, hvor kimen til hadet næres og holdes i live hos os selv.

Hvad er det børnene hører ved middagsbordet, når forældrene kommenterer på klasselæreren eller en kollega, de er lidt trætte af? Hvordan taler vi om hinanden ved kirkekaffen og særligt om dem, vi er uenige med? Hvordan kan vi stå ved vore egne holdninger, samtidigt med at vi tilkender vores modpart menneskelighed og værdighed? Det er bestemt ikke blevet lettere med e-mails og sociale medier, der ikke forlanger tid til eftertanke eller empati.

Det forekommer mig, at denne øvelse i åndsfrihed er blevet vigtigere end nogensinde, hvis vi vil bevare vort frie tillidsbaserede samfund. Vi må insistere på muligheden for konstruktiv uenighed. Vi skal vise robusthed overfor voldskultur og hadefuldhed. Som Hebræerbrevets forfatter skriver: “Se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den.”

Måske begynder det ved spisebordet i aften, i kirken på søndag eller kantinen på mandag.