Film om John Wesley og Billy Graham på vej
Kristne ledere er hovedpersoner i nye amerikanske biograffilm.To markante Guds mænd præsenteres på filmlærredet i oktober.
Først Metodistkirkens grundlægger, John Wesley, i filmen Wesley ved månedens begyndelse, og derefter filmen Billy – The Early Years, en film om evangelisten Billy Graham som ung med præmiere i USA den 10. oktober.
Mens filmen om Billy Graham på forhånd har høstet kritik for unøjagtigheder – og næppe får hovedpersonen selv som gæst i biografen – er forventningerne anderledes positive til filmen Wesley.
En film, der skildrer John Wesleys åndelige rejse mod indre fred med Gud.
Filmen siges at være tro mod de faktiske begivenheder og er baseret på John og Charles Wesleys egne skrifter.
Foruden John Wesleys åndelige rejse som anglikansk præst på Oxford Universitet i 1730erne skildres Wesley-brødrenes rejse til kolonien Georgia, hvor de prædiker for indianerne. En dramatisk færd, der dog for John Wesley bliver en blindgyde.
Wesley returnerer til England, hvor især brødremenighedens tale om en hjertereligion får indflydelse på den desillusionerede prædikant.
Jeg føler, mit hjerte mærkeligt varmes, udbryder han i maj 1738, hvorefter han sammen med sin bror Charles formidler evangeliet til tusinder af Londons fattige masser.
Et virke, der fører til en vækkelse – og en kirke, der i dag tæller 75 mio. mennesker.
Filmens producent og instruktør, John Jackman, tror, verden i dag kan få stort udbytte af Wesleys historie.
– Det er en fortælling om en personlig, åndelig forvandling, mange kan identificere sig med, siger han.
Filmen er ventet i USAs biografer to uger før den kontroversielle film om Billy Grahams ungdomsliv.
levi