I Mesterens Lys mangler penge
Bejler til menigheder for hjælp efter Areopagos stopper støtte.Missionsselskabet Areopagos har stoppet støtten til I Mesterens Lys. Missionsarbejdet blandt åndeligt søgende og nyreligiøse skal derfor finde to tredjedele af sit budget andetsteds. Ole Skjerbæk Madsen er ikke længere daglig leder, men fortsætter med at deltage i helsemesser o. lign.
Det er situationen for Skjerbæk Madsens hjertebarn, siden Areopagos i år må konstatere et underskud på 75 mio. kr. – 50 mio. i mistet aktiekapitel, 25 mio. i øgede udgifter.
– Derfor henvender vi os nu til menighederne, siger formand for I Mesterens Lys Agnete Zimino. I Mesterens Lys er et missionsarbejde. Det foregår bare ikke i Afrika, Sydamerika eller Asien, men blandt åndeligt søgende herhjemme. Det er lige så vigtigt. Derfor henvender vi os nu til menighederne.
– Før skulle vi indsamle 150.000 kr. fra menighederne, nu skal vi ud og hente hele budgettet på 450.000 kr. oplyser Agnete Zimino, der er sognepræst i Korsvejskirken i Kastrup på Amager.
Areopagos har bl.a. støttet I Mesterens Lys med 40 pct. af missionspræst Ole Skerbæk Madsens løn. Det ophører nu. Skjerbæk Madsen fortsætter dog fuldtids i Areopagos og vil i den egenskab fortsat deltage på helsemesser. I sin fritid vil han også fortsætte i Betlehemskirkens lokale afdeling af I Mesterens Lys. Men han er ikke længere daglig leder for I Mesterens Lys.
Gerner Zimino er ansat 20 pct. i foreningen til at varetage administrationen, og Torsten Borbye Nielsen er ansat 30 pct. som kursusleder og musikudvikler.
– Ved messerne deltager desuden op til 40 frivillige i forbønstjeneste for de søgende. Ved Mystikkens Univers i Forum sidste måned modtog over 500 mennesker forbøn. De 40 frivillige kommer fra forskellige menigheder og er optrænet til forbøn af I Mesterens Lys.
– På den måde giver vi også noget tilbage til menighederne, smiler Agnete Zimino og fortæller, at åndeligt søgende fra messerne nu kommer i hendes kirke:
– Mange er kommet til en levende tro på Jesus, konkluderer hun.