Held i uheld

Det er forår og alting klippes ned.
Jeg er ikke vild med langt hår – derimod er en kort frisure lige mig.
Et par af mine venner har det sidste år VIRKELIG forsøgt at overbevise mig om, at langt hår er kønnere til mig.
Det var noget af et dillemma, for foråret er for mig lig med meget kort hår.

Sådan er det også på den kirkegård, hvor jeg arbejder – alle gravene er omgærdet af nogle forkrøblede og halvdøde thujahække. Deres udseende er ikke længere en fryd for øjet.
Hækhøjden er så lav, at man får ondt i ryggen af at klippe hækkene, men dog så høj, at man visse steder falder over hækken i forsøget på at komme ind på graven for at gøre rent, da der de fleste steder ikke er nogen indgang.
Forleden dag snakkede jeg med mit pastoratråd om hækkene og om ideerne for en total omlæggelse af vores kirkegård, der bl.a. ville resultere i færre hække. – En sådan omlæggelse kan godt tage LANG tid.
Efter snakken hev jeg ukrudtsbrænderen frem og begyndte at brænde ukrudt af på gangene.

Pludselig gik der ild i nogle hække, hvilket gik meget hurtigt. Panikken bredte sig – hvor mange meter hæk ville gå til. Ville det komme til at berøre de ibrugtagne grave eller ”kun” de slettede grave? Ville ilden brede sig til nabohuset med det nye stråtækte tag eller hvad med kirken?
Da jeg havde slukket ilden stod jeg slukøret og betragtede det triste syn. Kønt var det ikke, men skulle der siges noget positivt, så slap jeg dog i fremtiden for at klippe de hække.

Jeg tog mig til hovedet og stod med en masse ”underligt” i hånden – jeg troede i første omgang, at det var aske fra hækken der var fløjet op i mit hår, men måtte sande, at flammerne ikke blot fortærede hækkene men også en del af mit hår og mine øjenbryn.
Jeg kunne trods den alvorlige situation kun være lykkelig for at Gud endnu en gang holdt hånden over mig – jeg blev ikke forbrændt, kirken eller nabohuset brændte ikke ned, jeg slap af med nogle hække og endelig – det bedste – jeg havde en VIRKELIG god undskyldning for at blive klippet rigtig korthåret.
Pia Hinderfelt