Hvor får du dine holdninger fra?

Du bliver som du spiser, siger man. Og det samme gælder det, du ser, hører og læser. Hvis du kun får de informationer og holdninger, der udspredes fra de verdslige medier, så vil dine holdninger og værdier efterhånden blive – verdslige.
Tag et eksempel: Indtil 1970 var det forbudt at få abort, men under pres fra den ”seksuelle revolution” vedtog politikerne fri abort. I starten var ikke blot de fleste danskere imod abort. Det skulle kun være en nødløsning af sociale hensyn. Men siden har politikere og verdslige medier påvirket os ved jævnligt at fremstille abortmodstandere i et negativt lys. Så i dag kommer selv overbeviste kristne i tvivl, om mon de skal gå imod at ufødte børn aflives.
Gennem et konstant pres fra den verdslige offentlige mening har vi i dag accepteret eller er ligeglad med alvorlige samfundsproblemer, som for en generation siden ville have berørt os dybt.
Måske har lykkepillerne også gjort deres andel.
En bekendt noterede en mærkbar ændring i sine bekendtes holdninger på det moralske område, da det kulturliberale Politiken for nogle år siden overtog den borgerlige Frederiksborg Amts Avis og derefter leverede Politiken gratis med den.
Folk, der ser verden med Jyllands Postens øjne, har meget ofte kritiske holdninger til fx indvandrere eller til religion. Og endnu stærkere end avisernes påvirkning er tv-medierne med deres mange umoralske serier.
Netop derfor er det meget vigtigt, at vi og vores børn og unge også får en kristen påvirkning. At vi læser de nyheder og ser de holdninger, som sorteres fra i de verdslige medier, hvor religion er et tabu eller fy-ord.
Vi har brug for et lysglimt, som viser os, at der er andre værdier og holdninger. Andre måder at leve på, end de verdslige medier forkynder.
Det er bl.a. derfor, du skal holde Udfordringen og få andre til det.
For din egen skyld. Ikke for vores.