Pip! Pip! Pip!…
Vi har fået et nyt alarmsystem på Udfordringen, som udsender en meget høj og uudholdelig lyd.På grund af en fejl giver det hele tiden små bip fra sig. Systematisk terror kan man med god berettigelse kalde det. Det minder om en opgraderet udgave af det torturredskab, der blev anvendt i middelalderen, hvor en dråbe vand dryppede på offerets hoved, indtil han røbede sine hemmeligheder – eller blev sindssyg…
Inden vi havde røbet vores hemmeligheder – eller var blevet sindssyge (nogle ser dog ud til at være bukket under…) tog vores bogholder aktion. Jeg blev udset til at tage kampen op med fredsforstyrreren.
Først afskar jeg forbindelsen til alarmapparatets forbundsfælle – 220 volt-forsyningen. Men da den har indbygget batteri til 24 timers alarm, måtte jeg belejre den i flere dage, indtil der ikke længere var noget livstegn (eller bip-lyde).
Så indledte jeg operationen; hurtigt og effektivt fik jeg udskiftet delene, men dens slumrende kæmpe var i koma. Derefter så jeg spændt til, mens jeg lod 220 volt buldre ind i apparatets lille hjerte. Til min store forfærdelse krævede apparatet pludselig en adgangskode, mens det nedtalte sekunderne som en lille bombe! Jeg nåede det ikke! Apparatet var gået til modangreb… Dets først træk var at neutralisere min hørelse.
Efter en lille tvekamp afskar jeg igen apparatet fra dens elektriske livsforsyning, og jeg holdt ud på min post, mens monsterets dødsrallen til sidst helt forstummede.
På trods af apparatets skingrende kampskrig kunne jeg ikke overbevise generalen (bogholderen, som havde udnævnt mig) om kampens hændelser.
Resolut forsøgte han det samme, som jeg lige havde gjort. (Han fortæller ofte soldaterhistorier og længtes nok efter lidt kamptræning på sine gamle dage, tænkte jeg.) Jeg plantede solidt fingrene i øregangene, mens jeg betragtede generalen i desperat nævekamp med det skrigende monster.
Så fik jeg en ny mission: apparatet skulle indstilles. Vi beder derfor alle, som ringer til Udfordringen i de kommende dage om at tale ekstra højt pga. nedsat hørelse på redaktionen.