Jul i Mit Afrika
Man hører ofte folk klage over, at julereklamerne begynder at komme ind ad alle sprækker i døre og tv-kanaler først i november. Men i mit Afrika startede julen allerede i sommerferien.For jeg voksede op i Tanzania i 1970erne, mens landet var stærkt påvirket af kommunisme og planøkonomi, og det var næsten ikke til at opdrive såkaldte luksusvarer af nogen art.
Så vi julehandlede altid, mens vi var på sommerferie i Kenya. Og håbede, vi kunne få varerne over grænsen nogenlunde toldfrit. Det lykkedes faktisk altid sikkert fordi vi holdt juleenglene på overarbejde.
Men lykkedes det ikke at opfylde hinandens juleønsker i så god tid, måtte vi tage forhåndenværende midler i brug. Heldigvis sørger afrikanernes aldrig svigtende kreativitet for et væld af souvenirs. Selv helt ude i malariasumpene, hvor jeg holdt til med 42 andre kostskolebørn det meste af året, kom der sælgere forbi. Det var her, jeg i første klasse købte en lille træ-leopard til min mor. Og hvor blev hun glad!
Men skulle der nu heller ikke være nogen souvenirs, der faldt i min smag, så kunne jeg da heldigvis lave mine julegaver selv. Eller opdrætte dem!
Som da jeg fandt en skildpadde på en skovsti på en af mine mange vandreture. Jeg hjembragte stolt mit bytte og fik lov af husfar at sætte den ind i indhegningen til hønsene.
Og så glemte jeg ellers alt om den, indtil en lokal køkkenmedarbejder kom og spurgte om ikke det var tid til skildpaddesuppe!
Min julegave? Nej, du kan to nej!
Men på den anden side var jeg jo ude efter skjoldet. Så jeg gik om til indhegningen, beundrede den skinnende skildpaddeskjold en sidste gang, inden jeg sendte dyret til skafottet.
Og vupti, køkkenmanden blev mæt, og jeg fik udleveret et rent skildpaddeskjold. Det pakkede jeg så ind til min far. Og hvor blev han glad! Han har det faktisk endnu.
Vi var hjemme fra kostskolen fire gange om året. Den ene gang var selvfølgelig jul. Og her blev pyntet og hygget og bagt, og alle vores gaver fra sommerferien gravet frem og pakket ind.
Og juletræet? Jeg huggede grene af vores eukalyptustræer og bandt dem fast om et kosteskaft i en spand cement.
Sådan!
Så var der jul. Vi dansede om juletræet, der havde så meget pynt, at man næsten ikke kunne se kosteskaftet. Og da tiden var inde, gav vi hinanden gaver, der var dyrebare, fordi der måtte planlægning og idérigdom til at fremskaffe dem.
Svend Løbner
