Katolsk kirke rekrutterer nye præster på internettet
Gud tvinger ingen men han kalder gerne.Det skriver den katolske kirkes biskop Czeslaw Kozon på en nyoprettet hjemmeside, Kald.dk. Siden skal rekruttere præster og andre ordensfolk til kirken.
– Denne hjemmeside er for dig, der går og overvejer, hvad Gud vil med dig og kalder dig til. Det er en stor opmuntring for mig som biskop at konstatere, at der blandt unge er kommet fornyet engagement i kirken og dens vækst. Ikke mindst glæder det mig, at en hel del unge overvejer et forpligtende kald som præst, ordenssøster eller -broder, at være med til at sprede det vidunderlige budskab om Guds store kærlighed, indleder biskoppen.
På Kald.dk defineres forskellige kald og en overvejelsesprocessen gennemgås. Kaldet til præst, munk og nonne indebærer cølibat. Men også ægteskabet anerkendes som et kald.