Hvor er mændene?

Hæfte vil opmuntre mænd til at være mere aktive i børns kristne oplæring.Der er brug for mandfolket, hævder Carsten Hjort Pedersen, Kristent Pædagogisk Institut, og det gælder både i skoler, børnehaver, kirkeligt arbejde og hjemmet. Vanen tro underbygger debattøren sin påstand ved at belyse en virkelighed, hvor der er en kæmpe overvægt af eneforsørgere af kvindekøn, ligesom knap 70% af alle lærere og hele 94% af pædagogerne er kvinder, for blot at nævne et par statistiske fakta, som viser, at mænd glimrer ved deres fravær i den pædagogiske sfære. Herefter følger en liste over konsekvenserne ved dette fravær og i øvrigt femininiseringen. Det er ikke udtrryk for mandschauvinisme, men en tydeliggørelse af, at den maskuline adfærd har sin værdi på alle disse områder.
Hensigten er at opmuntre mænd til at komme på banen, være aktive, når det gælder børnenes kristne oplæring, og give det handlingsorienterede, konkrete og kropslige en lige så fremtrædende plads som de mere feminine dyder. Denne opmuntring er vel på sin plads, og dog synes de 30 sider ikke rigtigt at være tilstrækkeligt til at overbevise om noget, der ikke allerede er velkendt og gentaget et utal af gange. Måske skulle man derfor, frem for at kritisere den lettere overfladiske emnebehandling, efterlyse en opfølgende bog, der kunne anvise flere handlemuligheder for de mænd, der rent faktisk er i den pædagogiske sfære.

Carsten Hjorth Pedersen:
Mand dig op!
– Mere maskulinitet i hjem, børnehave, skole og kirke
32 sider • 40 kr. • Kristent Pædagogisk Institut