Bare snobrød…

Det tørre, brune Honduras-sand er i denne omgang ved at være løbet ud af timeglasset for mit vedkommende. De sidste fem måneder med bagende sol, tør vind og fantastiske, chokoladebrune børn omkring mine ben er fløjet af sted. Men heldigvis er jeg blevet uendeligt mange oplevelser og erfaringer rigere. Taknemmeligheden gennemstrømmer alle mine dejlige minder med børnene på børnehjemmet i Honduras. Min egen store taknemmelighed over at have været her, men også den store taknemmelighed jeg har oplevet hos børnene. Særligt én lille drengs ”tak” sidder ubehjælpsomt fast i mit vemodige sind.

Når man er dansk volontør, er det en uskreven pligt, at man laver snobrød med børnene på børnehjemmet, da det tilsyneladende er en særlig dansk tradition. Jeg glemmer aldrig min første omgang snobrød med en gruppe småbørn.

Mellem et virvar af halvt svedne og halv-rå snobrød hev en lille dreng mig pludselig i buksebenet og kiggede op på mig med sod i hele ansigtet og ketchup i mundvigene. ”Gracias Anna, gracias,” sagde han. Tak Anne, tak. Jeg kiggede først uforstående på ham. For den store taknemmelighed, hans stemme udtrykte, var for det første langt forud for hans alder af blot fem år, og for det andet passede den for mig slet ikke sammen med det svedne brød, han stod og viftede begejstret med.

Men dette ”tak” indeholdt så meget mere. Og det gik op for mig, hvor betydningsfuld denne oplevelse var for ham, sammenlignet med hvad den måske havde været for mig, da jeg var lille. Der var ingen selvfølgelighed for ham i det trygge samvær med en voksen, i hyggen omkring et bål og i at bage sit eget lille brød i de varme gløder. Hans store taknemmelighed overvældede mig fuldstændig, og der gik nogle sekunder, før jeg var i stand til at svare ham. Det var jo bare et snobrød? – Men det var det ikke for ham, og det vil det heller aldrig blive for mig igen.
Af Anne Kjær Sørensen
Udsendt som volontør af Impact