Japansk præst blev fundet i god behold
Situationen er barsk i Japans katastroferamte områder, men der er også solstrålehistorier, der dukker op midt i kaos.Historier som præsten Okamoto Hiroshis kan både indgyde inspiration og håb i en hård og trist tid i Japan.
Okamoto Hiroshi er præst i baptistkirken i byen Ishinomaki tæt ved Sendai. Menigheden og familien frygtede, at han var omkommet i sit hus, efter tsunamien bragede ind over landet, for ingen kunne komme i kontakt med ham.
– Der var ikke nogen, der kunne få fat i ham, og tsunamien lavede store ødelæggelser netop i det område, hvor han boede, siger Tim Cole, der er missionær i Japan, og hvis forældre har været med til at grundlægge kirken i Ishinomaki.
Efter adskillige forsøg på at komme i kontakt med præsten, blev der sendt folk ud for at finde ham. Han blev fundet af et hjælpehold fra CRASH, der er et netværk af kristne katastrofe- og nødhjælpsarbejdere.
– De tog bare ud og fandt ham. På mirakuløs vis var hans hus et af de eneste i området, som ikke var blevet ødelagt, fortæller Tim Cole.
Det viste sig, at Okamoto ikke havde ligget på den lade siden under katastrofen. Tværtimod. Kort efter jordskælvet kørte præsten nemlig ud til sine sognebørns huse rundt omkring på egnen og reddede dem, der boede i de lavtliggende egne. Han tog alle dem med, der havde brug for assistance til at bevæge sig højere op i landet og væk fra tsunami-faren. Dem han tog med sig, bragte han til sin kirke, der ligger på en bakketop. Kirken er nu hjem for både hans familie og en stor del af menigheden.