Mellem påske og pinse

Sognepræsten i Hvide Sande, Thomas Kristensen, har en fin evne til at få sagt noget godt og væsentligt på lidt plads.
Det har han tidligere vist i en andagtsbog for advents- og juletiden, Fra det første lys til den store ledestjerne. Nu gør han det igen i Fra påskehåb til pinsetro – en bog, der indeholder andagter til hver dag fra påskedag til pinsedag, fra Jesu opstandelse til Helligåndens komme.
Vi bliver som ”Emmausvandrere”, der undervejs nok kan komme til at opleve, at det brænder i vore hjerter, når forfatteren reflekterer over nogle af de tekster, der hører til denne del af kirkeåret. De er – som han skriver – ”sprængfyldt med godt nyt til os”, hvorfor han håber, at de kan være en hjælp til ”at fylde os med påskeglæde og pinseforventning”.
NJV

Thomas Kristensen: Fra påskehåb til pinsetro
105 sider • 99,95 kr. • Lohse