Præst tjener i fængslet
Selvom præsten Ilmurad fra Turkmenistan sidder i fængsel for at være kristen, bruger han tiden på at fortælle sine medfanger om Jesus. To er allerede blevet kristne.
Udfordringen har tidligere beskrevet pastor Ilmurad Nurliev fra Turkmenistan, der sidder i fængsel på grund af sin tro på Jesus.
Personer tæt på ham fortæller nu, at han har det godt i fængslet.
Og tilsyneladende er han også ved godt mod, selvom han savner sin familie og ønsker at se sine børnebørn. Han har nemlig overskud til at fortsætte sin tjeneste i fængslet, hvor han fortæller sine medfanger om Jesus. To er allerede blevet kristne, og det er stort vidnesbyrd, at fængslingen ikke standser tjenesten.
Dansk Europamission har ydet støtte, så han i løbet af vinteren kan få tøj og mad i fængslet.
Pastor Ilmurad Nurliev er uretmæssigt blevet idømt fire års fængsel. Han blev dømt for at have påført borgerne betydelige tab. Hvad myndighederne således kaldte svindel, er dog det, kirken modsat opfatter som tiende, dvs. frivillig indbetaling af ti procent af den personlige indkomst til menigheden.
Flere vidneudsagn mod pastor Ilmurad Nurliev har vist sig at være fabrikerede. Eksempelvis sad et vidne i fængsel på det tidspunkt, hun påstod, hun havde betalt penge til kirken, og havde derfor ikke mulighed for at betale pengene.
Af Samuel Nymann Eriksen