Moses besøger bosættere i Israel

Danskere på pilgrimsrejse til bl.a. det bibelske Samaria.En gruppe fra Pottemagerens Hus har været på pilgrimstur til Israel med Moses Hansen.

Rakel og Aron, til venstre i billedet, sælger af deres mange hjemmelavede produkter til gruppen fra Pottemagerens Hus, som købte godt.

Gruppen besøgte bl.a. landsbyen Itamar i Samaria. Her er 28 af landsbyens beboere blevet dræbt af terrorister fra de omkringliggende arabiske landsbyer.
Det sidste angreb var i fjor, hvor det meste af familien Vogel blev udryddet af to arabiske terrorister. Med knive dræbte de faderen, Udi, moderen Ruth og tre af deres fem børn: Yoav på 11, Elad på 4 og Hadas på 3 år.
– 28 drab med mulighed for at nummer 29 m.fl. kan komme når og hvor som helst. Det ville få de fleste danskere til at trække følehornene til sig og finde et mere sikkert sted at bo, siger Moses Hansen.
– Men det modsatte sker i Israel. Da fem fra familien Vogel blev dræbt, gik man i gang med at finde ti nye familier, der vil flytte til Itamar. Hvorfor? For at sende et budskab til araberne: I kan ikke true os bort fra det land, Gud har skænket os. Jo flere I slår ihjel, jo flere flytter vi hertil!
Moses Hansens gruppe mødte bl.a. Rakel og hendes mand Aron fra Itamar.
– Sjældent har jeg mødt en så aktiv kvinde på 48 år. Hun og hendes mand har ti børn.
Desuden passer hun helt alene et økologisk landbrug med elleve drivhuse, fiskedam, geder og en ko, der dagligt giver 30 liter mælk.
Hun laver selv yoghurt, brød, forskellige oste, syltetøj og meget andet, som hun går fra hus til hus og sælger. Imens passer hendes mand de svage i samfundet.

Moses Hansen er leder af Pottemagerens Hus i Holsted.

Der bor ca. en halv million jøder af deres slags i Judæa og Samaria, som verdenssamfundet vil give til palæstinenserne.
Jeg tror ikke på, at nogen kan fjerne disse mange jøder, som med rette er 100% forvisset om, at Gud har givet landet til dem, siger Moses Hansen.
Bodil