Alternativ festival
Verdensberømte musikere medvirker til intens lovsang på Alternativ Sommerfestival i Gørløse.Blandt de sommercamps, som vi tidligere har omtalt, er også Alternativ Sommerfestival, som arrangeres af foreningen Evangelist i Gørløse.
I år medvirker saxofonisten Edwin Wepulveda, der regnes for en af verdens bedste. Han er fra USA, har rejst i over 40 lande og medvirket på mere end 80 indspilninger, heraf 4 som solist. Wepulveda har også spillet under møderne ved Lakeland-vækkelsen i 2008.
Denne vækkelse, “the Florida outpouring” blev alene i de første tre måneder besøgt af mere end 400.000 gæster fra over 100 lande, fortæller René Sørensen fra Evangelist.
Også lovsangslederen Johnna Moore kommer fra USA. Desuden medvirker sangere og musikere fra Sverige, Færøerne og lokale kræfter fra menigheden Powerhouse i Gørløse.
Foruden et varieret program med møder morgen og aften vil der være et mere afslappet eftermiddagsprogram med fællesskab og aktiviteter for børn og teens.
– Der skal være tid til fællesskab med familien. Det er en stor glæde for os at kunne tilbyde gratis camping i år, og vi tror at mange vil benytte sig af tilbuddet, siger René Sørensen, som er pastor i Powerhouse.
På programmet er flere gengangere fra tidligere år:
Pastor Plamen Tzolov og hustruen Debby leder menigheden New Generation Church i Sofia. Pastor Plamen har opbygget menigheder over hele Bulgarien. Han er en afholdt forkynder både i Europa, i USA og Sydamerika.
Fra USA kommer pastor James Wiley fra Oak Grove Church i Pt. Saint Joe, Florida. Wiley har tidligere prædiket i Powerhouse i Gørløse.
Desuden skal nævnes pastor Chris Segerliv fra Kingdomcenter i Sverige, som er grundlægger af Lone Star konferencecenter. Han underviser om Guds rige og om at leve i sit fulde potentiale.
Endelig kommer evangelist Christian Hedegaard, der siden årsskiftet har været i gang med at bygge foreningens arbejde op i Orlando, Florida. Bl.a. et stort arbejde med bespisning af hjemløse samt vækkelsesmøder i Orlandos slum.