Festival på Frøstruphave nedbryder barrierer
Musikfestivallen FrøFestival på Frøstruphave Efterskole bragte skolens elever i samspil med de handikappede fra Kristelig Handicap Forening. Den 21.-23. september var der FrøFestival på Frøstruphave Efterskole. FrøFestival er en musikfestival for handicappede, som arrangeres af skolen og Kristelig Handicapforening.
– Jeg glæder mig over, hvordan vores elever var i samspil med deltagerne på FrøFestival. Det er en fornøjelse at høre, hvordan eleverne har fået et helt andet syn på handicappede og ikke længere er berøringsangste over for dem, men ser dem som mennesker, der har en masse at byde på og meget at lære os, der ikke er handicappede. Der er en lærdom gennem sådan en weekend, som er svær at finde andre steder, siger Ole Korsholm Nielsen, der er ny forstander på Frøstruphave Efterskole.
Det blev for 9. år i træk en forrygende festlig weekend for både deltagere og eleverne på skolen med afrikansk dans, kreativt værksted med smykker og trommer og den helt store festaften med trylleri og talentshow, og weekenden blev sluttet af med en rummelig og anderledes gudstjeneste.
Frederik Møller, Malene Nielsen og Tilde Søndergaard er tre af de elever, der går i 10. klasse på Frøstruphave Efterskole. De bekræfter, at weekenden gjorde stort indtryk.
– Jeg kan lære noget af det med at være mere mig selv og ikke tænke så meget på, hvordan man lige skal være, fortæller Frederik Møller, og Malene Nielsen supplerer:
– Vi andre kan godt tænke, at vi har så mange problemer, og om vi nu er pæne nok eller vejer for meget eller sådan noget. Men efter sådan en weekend her, så tænker jeg bare, at vi skal lade være med at gå og være sure og tænke på alt det, vi ikke kan eller ikke er. Jeg kan helt vildt godt lide FrøFestival, og jeg kunne godt tage en hel uge, hvor de kunne være her.
– Efter sådan en weekend kan jeg godt tænke, at selvfølgelig vil det være mega hårdt at få et handicappet barn, men det ville også bare give så mange andre glæder og sjove oplevelser, siger Tilde Søndergaard.
For Kristelig Handicapforening betyder efterskolens og elevernes opbakning også alt.
– Uden efterskolen ville vi slet ikke kunne arrangere en sådan weekend. De fungerer som værter for os både med al deres praktiske hjælp og på den måde, de er sammen med deltagerne på, siger landsleder i Kristelig Handicapforening, Ellen Hessellund Mikkelsen.
Rikke Thomassen/Lisbeth Th.