Netanyahu prøver at udbedre forholdet til USA

Det er dagen derpå efter det amerikanske præsidentvalg, og statsminister Binyamin Netanyahu prøver nu at udbedre forholdet til USA.
Netanyahus første handling i den forbindelse var at indbyde USA’s ambassadør i Israel, Daniel Shapiro, til en samtale, hvorunder Netanyahu forsikrede den amerikanske diplomat om, at han ønskede at arbejde nært sammen med præsident Barack Obama og sagde, at “den strategiske alliance mellem USA og Israel er stærkere end nogensinde”.
– Amerika har påny vist, at det er det største demokrati i verden, sagde Netanyahu til USA-ambasadøren.

Netanyahu, som har et notorisk spændt forhold til Obama, havde regnet med en sejr for den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney, og nu beskylder nogle israelske politikere Netanyahu for at have sat alliancen med USA på spil.

I Netanyahus bureau råder en begravelsesstemning.
– Netanyahu spillede på den forkerte hest, siger meningsmålingseksperten, Mitchell Barak. Den der bliver Israels statsminister efter knessetvalget i januar, må forbedre det amerikansk-israelske forhold – og Netanyahu er ikke den rette mand.

En af Netanyahus koalitionspartnere, Eli Yishai, fra det ultraortodokse Shas-parti, siger:
– Det har ikke været en god morgen for Netanyahu.
Bob Zelnick, tidligere Mellemøst-korresponent for “ABC News”, siger, at Obama både kan lide og ikke lide Netanyahu.

Resultatet af det amerikanske præsidentvalg synes allerede at have influeret på Israels eget nationalvalg, der skal afholdes to dage efter Obamas tiltrædelsestale.

Ehud Olmert, tidligere israelsk statsminister, der har en anklage for korruption hængende over hovedet, siger:
– Efter det Netanyahu har gjort de sidste måneder er det et spørgsmål, om han har en ven i Det hvide Hus. Det er jeg ikke sikker på. Og det kan blive meget betydningsfuldt for os i kritiske anliggender.

Sandheden må siges

En total divergerende mening inden for Netanyahus Likud-parti blev fremsat, da Likud-politikeren Ayoub Kara udtalte:
– Sandheden må siges. Denne leopard kan tænkes at ville ændre sine pletter og blive meget farlig over for Israel.

Klummeskriveren Avi Shavit, en af Israels fremste politiske analytikere, skriver idag i sin avis, “Ha’aretz”:
– Den strategiske alliance med USA er stærk, har Netanyahu udtalt. Måske. Men denne alliance vil ikke vare, medmindre vi fornyer den ideologiske alliance med Amerika,med det nye Amerika denne gang – det Amerika som Obama giver udtryk for.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Præsidenten for Den palæstinensiske Myndighed (PA), Mahmoud Abbas, og den palæstinensiske forhandlimgschef, Sa’eb Erekat, siger, at de er fornøjede med Obamas genvalg og har anmodet Obama om at modsætte sig Israels bosættelses-byggeri og støtte palæstinensernes bestræbelser for større anerkendelse i FN.