Kristendemokraterne: Frie skoler kører på pumperne
Privatskolerne kommer til at lukke på stribe, hvis ikke statstilskuddet sættes op til 75 % igen, mener Kristendemokraterne.
Statstilskuddet er af skiftende regeringer nedsat til 72 pct. af folkeskolens driftsudgifter. Og så er udgifter til nybyggeri, vedligehold, biblioteksfunktion og andre udgifter, som folkeskolen nyder godt af, holdt udenfor. Befordringstilskuddet til elever med stor afstand til privatskolen er næsten afskaffet, mens de kommunale tilbydes gratisbus. Kristendemokraterne mener, at der er mange eksempler på økonomisk skævvridning i folkeskolens favør, og at det er privatskolerne, der får skylden i offentligheden:
– Man sammenligner pærer med skruetrækkere, for at få de frie skoler til at fremstå som de rene pengetanke, udtaler Stig Grenov, Kristendemokraternes Landsformand.
– Sandheden er, at langt de fleste privatskoler kører på pumperne og end ikke udbetaler en løn til lærerne, der ligger på niveau med folkeskolens. Sænkes tilskuddet yderligere, må vi se i øjnene, at det fremover kun er de mest velstillede, der får muligheden for at sætte deres barn i en fri skole. Det er et angreb på den danske åndsfrihed, og det tvinger de svageste familier over i folkeskolen, siger han.
KD mener, at de frie skoler er det sidste åndehul for forældre, der prioriterer frihed og samvær med børnene frem for en 37 timers heldagsskole.
Henrik