Belgien vil tillade dødshjælp til børn
Det belgiske parlament er i færd med at udvide loven om aktiv dødshjælp til at gælde alvorligt syge børn og unge under 18.
Ifølge avisen Der Morgen vil mange måneders debat med inddragelse af rapporter fra bl.a. læger og præster snart ende med, at et flertal i det belgiske parlament vil stemme for at eutanasi kan tilbydes børn.
Belgien var det andet land i verden – efter Holland – som tillod aktiv dødshjælp i 2002. Nu bliver Belgien tilsyneladende det første land, som udvider eutanasi-loven til også at gælde børn. I nabolandet har man dog ikke retsforfulgt læger for at udføre aktiv dødshjælp overfor børn siden 2005.
Socialistpartiet står bag det nye lovforslag, som blev fremlagt i december 2012. Ud over at tillade eutanasi for børn, der måtte ønske det og skønnes modne og syge nok til at komme i betragtning, vil den nye lov også gøre det muligt for patienter med demens-sygdomme at få aktiv dødshjælp.
Blandt modstanderne af den nye eutanasilov er katolikkerne med ærkebiskop Andre-Joseph Leonard i spidsen.
– Vi har udtrykt vores stærke modstand mod afkriminaliseringen af eutanasi allerede i 2002, især fordi vi har så fantastisk gode muligheder for smertelindring, siger biskoppen.
Bodil