Seniorer indtog efterskole
Sidste weekend indtog 65 seniorer Djurslands Efterskole for at være med i det årlige seniorbibelkursus. Imens var efterskolens elever og medarbejdere var på skitur i Norge.Leif Andersen (billedet), lærer ved Menighedsfakultetet i Århus, tog deltagerne med på en rejse gennem hele bibelen ud fra emnet Kristus i Det gamle Testamente, og der blev studeret referencer til Kristus fra 1. Mosebog til Åbenbaringsbogen.
– Evangeliet kom først. Det kom med Abraham i kraft af forjættelserne. Først 450 år senere kom loven med Moses. Gud har altid skjult sine skatte i lerkar, der i sig selv ikke ser ud af noget særligt. Jesus har lært os at se skatten, der er gemt i dette lerkar, sagde Leif Andersen i én af sine bibeltimer.
– Det kommer ikke an på, om vi lykkes, men at vi får lov at tjene, fortsatte Leif Andersen.
– Jeg kan ikke altid se Gud i verden, men jeg kan se hans søn. Jeg kan ikke komme uden om Jesus af Nazareth!
Desuden medvirkede Anne Margrethe Rauff med et foredrag, hvor hun smittende fortalte om Guds trofasthed gennem arbejdet som lærer i Danmark og 16 år som missionær i Nigeria. Hun har nu tilbragt de seneste ti år på Nørrebro i København, hvor hun i dag er sognemedhjælper blandt såvel danskere som ny-danskere.