USA, Israel – og Iran – afholder store militærmanøvrer

Israel skal i begyndelsen af det nye år afholde den største missil-forsvarsøvelse i landets historie sammen med USA – mens Iran allerede er i gang med en stor militærmanøvre.Den amerikanske general, Frank Gorenc, øverstkommanderende over USA’s “Tredje Luftvåben”, baseret i Tyskland, har fornylig besøgt Israel for at færdiggøre planerne. Flere tusind amerikanske soldater vil komme til Israel for at deltage i øvelsen.

Øvelsen vil omfatte oprettelsen af amerikanske kommandoposter i Israel og af israelske kommandoposter i EUCOM hovedkvarteret i Tyskland. Målet er at oprette en fælles kommandostyrke i tilfælde af en større konflikt i Mellemøsten.

Blandt det udstyr amerikanerne vil bringe til Israel er forsvarssystemet THAAD (Terminal High Altitude Area Defense) og skibs-baserede ballistiske forsvarssystemer for at simulere og opfange missiler retttet mod Israel.

De amerikanske systemer vil operere sammen med Israels missil-forsvarssystemer – Arrow, Iron Dome og Patriot.

General Gorenc besøgte et af Iron Dome-batterierne og det laboratorium i Holon, hvor det israelske luftvåben afholder simuleringsøvelser vedrørende indflyvende missiler.

Luftvåbnet planlægger snart at stationere et fjerde batteri af Iron Dome-forsvarssystemet og overvejer at oprette det i Haifa for at beskytte de derværende olieraffinaderier. Der er tale om at stationere en halv snes sådanne batterier ved Israels nordlige og sydlige grænse.

Iransk flådemanøvre
Irans flåde har indledt en 10-dages flådemanøvre i internationalt farvand over en strækning på 2000 km nær Hormuz-strædet – en strategisk vigtig olierute – og Rødehavet.

Manøvren, der har navnet “Velayat 90”, er Irans seneste demonstration af dets styrke under konfrontationen med Vesten over dets atomprogram.

Den iranske flådes øverstkommanderende, admiral Habibollah Sayyari, siger, at “for at vise sin styrke, må flåden være i internationalt farvand”.

Gennem Hormuz-Strædet sejler omkring en tredjedel af verdens olietankskibe.

Den amerikanske “Femte Flåde”, baseret i Bahrein, er også aktiv i området, og der er krigsskibe fra andre lande på patruljering mod pirater.

Såvel USA som Israel udelukker ikke en militær indgriben imod det iranske atomprogram. Iranere, der følger en hård kurs, har fremsat trusler om, at Teheran vil afspærre dette farvand, hvis USA eller Israel går til aktion mod Irans atomanlæg.

Ifølge det officielle iranske nyhedsbureau IRNA har et iransk recognosceringfly fotograferet et amerikansk hangarskib nær Hormuz-Strædet. Admiral Sayyari siger, at dette viser, at Iran har kontrol over udenlandske styrkers bevægelser. Flyet og et iransk krigsskib har “sporet, filmet og fortograferet hangarskibet, da det var på vej ind i Omar-Golfen”, udtaler den iranske flådechef.

– Udenlandske flåder vil blive advaret af iranske styrker, hvis de sejler ind i området, hvor der afholdes manøvre, sagde han.

Hangarskibet
En talskvinde for USA’s Femte Flåde, løjtnant Rebecca Rebarich, siger, at hangarskibet “John C. Stennis” og missil-krydseren “Mobile Ray” var på vej gennem Hormuz-Strædet efter et besøg i havnen Jebel Ali i Dubai. Hun siger, at hangarskibet, der yder flystøtte til amerikanske styrker i Afghanistan, var på en “rutine sejlads” gennem strædet.

USA har tilbagevist Irans trussel om at lukke for trafikken gennem Hormus Strædet, hvis Washington iværksætter sanktioner mod eksport af råolie

Ifølge løjtnant Rebarich vil USA’s flåde “altid være parat til at imødegå ondsindede aktioner for at sikre fri sejlads”.