Et nyt billede i favnen til jul

Et af Auerbachs malerier forestiller en nyfødt baby. Ansigterne på begge sider er portrætter af 24 indiske gadebørn.
Et af Auerbachs malerier forestiller en nyfødt baby. Ansigterne på begge sider er portrætter af 24 indiske gadebørn.

Billedkunstner Karsten Auerbach auktionerer to malerier til fordel for gadebørn i Kolkata.

Billedkunstneren Karsten Auerbach bruger billedligt talt en fødsel, når han skal beskrive hvordan to malerier er blevet til.

– Hvert år sidst i november ryger min fantasi på fødeafdelingen. Jeg fylder hjernen med bøger og google-billeder af fødsler og nyfødte, mens jeg maler og mediterer over et af kristendommens største mysterier; at Gud lod sig føde som sådan et lille menneske. For mig er netop dét vildt meget jul, siger Karsten Auerbach.

Maler på forgyldte plader

– Jeg plejer at vågne op på Neonatal efter nogle uger med et nyt billede i favnen, smiler kunstneren.
– Sådan er det også gået i år: Det er tilmed blevet til hele to billeder. Begge er malet på forgyldte plader. Den nyfødte har endnu ikke fået klippet navlestrengen, og han er flankeret af 24 indiske gadebørn, hvis portrætter får én til at tænke på lågerne i en julekalender.
Karsten Auerbach laver et af billederne til julekort. Men han udstiller de to originalbilleder i Horne Kirke og Faaborg Kirke, hvor han også sætter dem på auktion.

Projekt for gadebørn

I år går pengene fra auktion og postkort til at hjælpe hans indiske venner i Kolkata (tidl. Calcutta): Rajan og Jolly. De er involverede i et projekt for gadebørn midt i byens slum. Her holder deres medarbejdere skole og prøver at være en positiv voksenkontakt for dem hver dag. Men det er også et sted, hvor gadebørnene bare kan være børn og lege.
– Jeg har selv set indisk slum, men har aldrig været i Kolkata. En af mine venner besøgte Rajan og Jolly i sidste måned. Han rejser meget i Afrika og Asien for en tysk organisation, der svarer til Danida. Han beskrev fattigdommen som det værste, han havde set.

Auktion

Karsten Auerbach modtager bud på malerierne frem til juleaftensdag. Det foregår direkte til kunstneren på telefon 2179 6159 eller mail
auerbach@post.tele.dk