Bispekandidat i fair debat?
Af Arne Mårup
sognepræst, Hjerting
Skippervænget 25
6710 Esbjerg V
”Udfordringen” har skrevet om bispevalget i Ribe. Dette bispevalg er blevet forvirrende og svært at gennemskue. Meget af valgkampen har drejet sig om at nogen har været optaget af at hænge et bestemt skilt om halsen på kandidaten Elof Westergaard og gøre ham til en eller anden Thorkild Grosbøll. Det er jo en rigtig gyserhistorie med ”bispekandidaten, der ikke tror på Gud”. Men billedet er ganske urimeligt og – værd at mærke: de to andre kandidater har også taget afstand fra de voldsomme beskyldninger.
Som” Udfordringens” læsere vil vide, bryder ingen af os sig om, at andre giver et forvansket indtryk af vores tro. Det har været ganske ubehageligt at se en hæderlig og egentligt traditionelt tænkende præst få skudt alt muligt i skoene.
Elof Westergaards teologi er, som jeg hører den, faktisk ret traditionelt grundtvigsk. Læser man de bønner, Elof W. selv har skrevet i ”Gudstjenestens Bønner”, vil man se, at bønnerne lægger sig meget op af det bibelske univers og inddrager de læsninger fra Gamle Testamente, som ikke har været afspejlet i bønnerne ved gudstjenesten før. Og at de fleste af Westergaards bønner i øvrigt slutter med bekendelsen til den Gud, som er ”fra evighed og til evighed”.