KD: Angste børn er ikke for sjov – giv familien mere tid sammen

Stig Grenov
Stig Grenov

Hvis det stigende antal børn med diagnoser har noget at gøre med, at de ser for lidt til deres forældre, bliver det hele værre med helhedsskolen, mener KDs landsformand Stig Grenov.

Børns angst er ikke noget at spøge med, og de har ubetinget behov for et professionelt tilbud. Men hvorfor sker den stigende diagnosticering af samfundet, spørger Kristendemokraterne (KD).

– Det bør være regionerne frem for den enkelte kommune, der løser denne opgave. Men samtidig vil Kristendemokraterne råbe vagt i gevær over for den stigende diagnosticering af alle børn og voksne, siger KD’s landsformand Stig Grenov.

Tidlig diagnose

Formanden for Bedre Psykiatri, Ebbe Henningsen, vil begrænse problemet gennem tidlig diagnosticering. Han opfordrer regeringen til at ”finde nogle nationale retningslinjer for, hvordan vi kan opdage angsten så tidligt som muligt, så vi undgår, at børnene bliver syge tilværelsen igennem”.
Men det er næsten som at opfordre til at tage en pille tre dage før man bliver syg, mener Stig Grenov. Han spørger, hvem der kan forudsige, om angsten fortager sig af sig selv, eller om den udvikler sig ukontrollabelt?

Livsvarig lidelse?

Hvornår ved vi, om angst vil berøre et menneske hele livet igennem? spørger Grenov og fortæller om en oplevelse fra sin egen barndom:
– Personligt oplevede jeg som barn en sygelig angst for at komme i skole. Set i bakspejlet ville en professionel hjælp sikkert kunne have gjort en mærkbar forskel.
Men omvendt må jeg også erkende, at bare fordi man som barn lider af en form for separationsangst, er voksentilværelsen langt fra tabt på gulvet. Den oplevelse er blevet en del af min bagage for at forstå andre børn, siger landsformanden.

Forebyggelse

Måske skyldes børns problemer den måde, vi har indrettet samfundet på. Er det ikke unaturligt, at man separerer børn fra deres forældre ved at lukke dem ind i diverse institutioner til langt ud på eftermiddagen? spørger Grenov.
Han frygter, at situationen forværres, når folketingets ”Helhedsskole” træder i kraft efter ferien.
– Måske er det samfundet, der er bindegalt, fordi vi prioriterer forældrenes fleksible arbejdstider langt over børnenes behov for samvær med deres forældre?
Måske vi kunne frasortere en mængde angstneuroser, hvis vi vendte samfundet på hovedet, og gav tid til tryghed og relationer på hjemmefronten. Det mener Kristendemokraterne, og derfor vil vi give forældrene tilbage til børnene, slutter Stig Grenov.