Tvungen islamisering i Mosul

Menneskeretsadvokat Nina Shea fortæller om de mange flygtninge.
Menneskeretsadvokat Nina Shea fortæller om de mange flygtninge.

Mange kristne flygter fra Mosul i det nordlige Irak, hvor islamisterne fra ISIS plyndrer, brænder kirker og tvinger selv kristne kvinder til at bære islamiske tørklæder.

Militante islamister fra den al-Qaeda relaterede Islamic State of Iraq and Syria (ISIS) tvinger nu beboerne i byen Mosul til at underordne sig deres form for islam.

ISIS-oprørerne erobrede byen i forrige uge. Herefter hejste de deres sorte flag og nedbrændte kirker i Mosul, som er hovedstad i Nineveh provinsen, skriver Assyrian International News Agency (AINA).
Mange kristne er flygtet, og islamisterne har opført checkpoints for at sikre gennemførelsen af deres nye regler, bl.a. at alle kvinder skal bære islamisk tørklæde.
ISIS-folkene har bombet en armensk kirke, der var under opførelse. Samtidig er kirken Church of the Holy Spirit blevet udplyndret, oplyser AINA.
Også St. Behnam klosteret ved byen Beth Khdeda er blevet invaderet af oprørerne.

Titusinder på flugt

Der er kristne blandt de titusinder, som nu er flygtet ud til Nineveh sletten, oplyser Vatikanets avis Fides.
Menneskeretsadvokat Nina Shea, ekspert i mellemøstlige kristnes forhold har beskrevet situationen.
– Grænsen til Kurdistan er tæt pakket med biler og omkring 150.000 desperate flygtninge. Siden 2003 har de kristne i Irak oplevet stor religiøs forfølgelse, så der nu kun er knap 50 procent af dem tilbage, oplyser hun.

Levantens kalifat

Ialt mellem 150.000 og 500.000 er flygtet siden Mosul blev overtaget af ISIS-oprørerne.
ISIS er en af de største terror-grupper, der kæmper mod regeringsstyrkerne i Syrien. Gruppen har nu også erobret flere områder i Irak.
Gruppen ledes af Abu Bakr al-Baghdadi. Man mener, at han gennem ’Jihad’ vil skabe et islamisk kalifat i den del af Middelhavsområdet, som kaldes Levanten.
ISIS udnyttede den voksende spænding mellem Sunni minoriteten og Shia-regeringen i Irak tidligere i år, da de indtog den overvejende Sunnimuslimske by Fallujah i det vestlige Irak. Gruppen har styrker i mange af byerne langs den tyrkisk-syriske grænse.