Markus møder Emil Nolde


Emil Noldes maleri „Nadveren“ sættes i nyt lys, når salmedigter og præst Holger Lissner byder til museumsgudstjeneste søndag den 3. oktober på Statens Museum for Kunst. Med afsæt i Markusevangeliets beretning om Jesu måltid med tolderne og synderne vil Holger Lissner se Noldes skelsættende billede i relation til Markus’ fortælling om tilgivelse og efterfølgende fællesskab ved måltidet.
Mødet mellem kunst og kirke er blevet til ud fra den erkendelse, at en meget stor del af kunsten henter sin inspiration fra et religiøst univers. Den billedlige kunst – før som nu – udtrykker ofte en religiøs søgen i mennesket, og det er museets ønske at pege på dette overskud af det religiøst sanselige i kunsten, oplyser museet i en pressemeddelelse.
– jeli