551 til forbøn på messe

De kristne på Krop Sind Ånd messen oplevede stor interesse for evangeliet. Mange - heriblandt 50 af de øvrige udstillere - kom for at få forbøn.
De kristne på Krop Sind Ånd messen oplevede stor interesse for evangeliet. Mange – heriblandt 50 af de øvrige udstillere – kom for at få forbøn.

Mange tog imod Jesus og flere blev helbredt på Krop Sind Ånd messen i København i weekenden.

I weekenden 30/1-1/2 foregik årets første nyåndelige messe i København. Mindst 12.000 besøgte messen – og 551 ønskede forbøn, fortæller missionspræst Ole S. Madsen.
På messen kunne man møde klassiske former for alternativ helbredelse som zoneterapi eller blive introduceret til nye betegnelser som fx Metasundhed. Man kunne også få håndlæsning og tarotlæsning samt forskellige former for healing, clairvoyance og afdødekontakt.

Fire kristne stande

Men midt i det hele var der fire kristne stande: Prorex forlag, Aglow, Folkekirken og I Mesterens Lys / Areopagos. Aglow fortæller, at de har bedt om frelse med mange af de besøgende.
Folkekirken havde mange samtaler og en god opslutning om biskop Peter Fischer-Møllers foredrag ’Jeg, min tro – og de andre’. I Mesterens Lys oplevede en af sine bedste messer, idet 551 personer benyttede sig af deres tilbud om forbøn og samtale – ikke mindre end 50 af udstillerne fra de andre stande ønskede forbøn.

Gud greb ind

Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst i Areopagos siger:
– Jeg ser med stor glæde tilbage på weekendens messe i Falconercentret. Det er overvældende, at så mange besøgende, og ikke mindst så mange af udstillerne fra de andre stande, viser os den tillid at modtage vor forbøn og indgå i dybe samtaler. Mest af alt oplever vi, at mennesker gennem forbønnen får et møde med Jesus Kristus eller med Gud som den omsorgsfulde Far. Som en ekstra ”bonus” var der flere fysiske helbredelser: En udstiller, som havde ondt i benene og forventede en hård messe, gik smertefri fra standen.

En anden rejste sig fra stolen efter bønnen om en heling af hjertet og konstaterede, at Gud havde fjernet hendes rygsmerter – selvom det ikke var derfor, hun var kommet til forbøn.
I Mesterens Lys oplevede også god tilslutning til en Kyndelmisse-gudstjeneste om fredagen, som sluttede med profetisk musik og sang.
– Vi fik tilbagemeldinger om helbredelse af dyb indre smerte og sorg fra deltagere i tjenesten, slutter missionspræst Ole Skjerbæk Madsen.