Påskemusical indspilles på cd

Det store GospelFamilykor sang ’Opstanden’ for 2500 i Sønderjyllandshallen 2. påskedag. Fotos: Thomas Nygaard.
Det store GospelFamilykor sang ’Opstanden’ for 2500 i Sønderjyllandshallen 2. påskedag. Fotos: Thomas Nygaard.

X-factor coach Julie Lindell skal coache solisterne fra Teens-koret.

Efter tre udsolgte koncerter i Sønderjyllandshallen med over 2500 tilskuere til den nyproducerede påskemusical ”Opstanden” er GospelFamily nu parat at indspille stykket på cd, oplyser Kirke- og Kulturmedarbejder Torben S. Callesen.

Det var med en del nervøsitet, GospelFamily satte store dele af deres opsparing på højkant for at virkeliggøre et længe ventet ønske om at sætte påskeberetningen op som en gospelmusical, hvor især GospelRoots og GospelTeens skulle stå forrest som aktører.
Men premieren 2. påskedag i en udsolgt Sønderjyllandshal gjorde nervøsiteten til skamme, da korene i GospelFamily blev belønnet med stående ovationer og et fantastisk publikum efter GospelFamilys optræden.
“Tusind tak for en helt igennem fantastisk musical.” “Fantastisk fortælling. Fantastisk koncert. Fantastisk opførelse, indlevelse og entusiasme af kormedlemmerne…” var nogle af de sms’er, som GospelFamily fik af tilkendegivelser efter koncerten.

Coaching med Julie Lindell
Gospelsangerinden Julie Lindell skal coache de unge sangere.
Gospelsangerinden Julie Lindell skal coache de unge sangere.

Nu bliver musicalen ””Opstanden”” så indspillet på cd, og foreningen regner med, at cd’en bliver færdig til februar 2016. For at give produktionen det bedste udgangspunkt har foreningen hyret X-factor sangcoach Julie Lindell til at coache solisterne fra Teens.
– Vi er utroligt taknemmelige for, at det i det hele taget kan lade sig gøre, fortæller komponisten bag stykket, Torben S. Callesen.
“Påskeberetningen har helt enormt mange facetter og er på en fantastisk og selvfølgelig også meget dramatisk måde en guddommelig kærlighedserklæring til menneskeheden.”
For at sætte fokus på påsken og dens indhold har foreningen også bedt fremstående kirkefolk give deres litterære bidrag til et undervisningsmateriale, som fortæller påskens budskab ud fra de bibelske personers perspektiv, som omgav Jesus.