Danmission Genbrug får ny udviklingskonsulent på Sjælland
Den 52-årige Sten Åge Larsen er netop tiltrådt som ny udviklingskonsulent i Danmission Genbrug. Han får ansvaret for genbrugsbutikker i Region Sjælland.
Sten Åge Larsen har tidligere leveret nye butiksfacader til en stor del af Danmissions 85 genbrugsbutikker.
Han bor i Skovlunde uden for København og har bl.a. haft chefstillinger i Dansk Skiltecenter og i firmaet Stål & Plast. I mere end 10 år drev han sin egen virksomhed med 14 ansatte, men valgte i 2003 at skifte karriere og uddannede sig til misbrugsterapeut. Han har siden arbejdet med tidligere misbrugere i Vridsløselille Statsfængsel. Han har også være tilknyttet institutionen Majorgården.
Den nye udviklingskonsulent spillede i sin ungdom divisionsfodbold i fynske B1913. Senere blev han rådgiver for unge spillere med misbrugsproblemer i to større danske fodboldklubber.
Sten Åge Larsen har også været frivillig i Kirkens Genbrug på Jagtvej i København samt i Danmission Genbrug i Hedehusene.
I dag er han frivillig i Nazareth Kirke på Østerbro i København, hvor han også er i bestyrelsen for kirkens sociale café. Sten Åge Larsen har to hjemmeboende børn samt en søn, der studerer i Århus. Han er gift med ergoterapeut Anne Grethe Larsen.