178 befriet fra Boko Haram
Nigerianske tropper har angrebet flere af Boko Harams højborge de seneste uger. Under det sidste angreb befriede hæren 178 fanger, hvoraf 101 var børn. En af Boko Harams ledere blev samtidig taget til fange, skriver Christian Headlines.
I sidste uge befriede hæren 71 af Boko Harams fanger. Tidligere i år er flere hundrede blevet befriet. Men de 219 skolepiger fra Chibok, som blev kidnappet i april sidste år, er stadig ikke fundet.
Islamisterne hævder, at Chibok-pigerne er konverteret til islam og nu er gift med Boko Haram-medlemmer. Christian Headlines har tidligere meddelt, at andre fanger har udtrykt frygt for Chibok-pigerne, som er blevet hjernevasket af islamisterne.
De fanger, som nu er blevet befriet, befandt sig i den nordøstlige del af Nigeria.