Britisk løber og helt fra filmen Chariots of Fire hædret i Kina
Den britiske løber og olympiske mester Eric Liddell, som blev missionær i Kina efter sin sportskarriere, har nu fået sin egen statue i byen Tianjin, skriver KPK.
Statuen blev afsløret under en ceremoni i forrige uge. Det er en tak for Liddells tjeneste for det kinesiske folk, skriver den britiske avis The Times.
Liddell blev olympisk mester på 400 meter under OL i Paris i 1924. Han nægtede at stille til start på sin yndlingsdistance, 100 meter, fordi konkurrencen foregik på en søndag. I stedet trænede han til 400-meterløbet og endte med både en olympisk guldmedalje og en ny verdensrekord.
Eric Liddell blev født som missionærbarn i Kina. Derfor opfatter kineserne ham som deres egen olympiske helt.
Liddell vendte tilbage til Kina i 1925, og han fortsatte arbejdet under japanernes besættelse af landet. I 1941 sendte han sin kone og børnene til Canada. Selv blev han interneret i lejren Weifang to år senere. Han døde af en hjernesvulst i lejren kun 43 år gammel. Det blev afsløret i forbindelse med OL i Beijing i 2008, at Liddell havde haft chancen for at forlade lejren under en fangeudveksling. Men han havde afslået og givet sin billet til en gravid kvinde i stedet.
Eric Liddells sportskarriere er udødeliggjort i filmen ’Chariots of Fire’ fra 1981. Nu kommer filmen ’The Last Race’, som handler om hans liv i Kina. Hovedrolleindehaveren er Joseph Fiennes, som selv var til stede under afsløringen af statuen i Kina. Han udtrykker stor beundring for Liddell og hans tro:
– Det er ikke bare forkyndelse, det handler om at se nogen leve med sin tro under krævende omstændigheder og være sikker på, at troen vil bære én gennem det, sagde han til The Times.