Svært at holde løfter
Kære Orla Lindskov.
Jeg har et stort problem, som jeg gerne vil drøfte med dig.
Jeg føler, at jeg på en eller anden måde ligger under for noget inden i mig selv, som ikke er godt. Jeg lider nok af menneskefrygt og mindreværd. Jeg vil nemlig gerne gøre alle tilfredse og har svært ved at sige fra.
Jeg elsker at tale med folk. Men ofte får jeg sagt ting, som jeg fortryder bagefter. Jeg giver mange løfter, og det sker næsten ubevidst. Det er løfter om ting, som jeg inderst inde godt ved, at jeg ikke har mulighed for at holde.
Jeg fortæller de andre i min menighed og i min vennekreds om planer og visioner, som jeg har. Men jeg ved inderst inde, når jeg skal være ærlig, at mine planer og visioner aldrig bliver til andet end ord.
Jeg føler mig ofte svag og syg. Jeg får endda opkastningsfornemmelser, når jeg har talt med folk og lovet dem mere, end jeg kan holde.
Jeg fik ikke sagt, at jeg er en mand i halvtredserne, og at jeg er ret overvægtig. Jeg er nok også mageligt anlagt.
Jeg sejler rundt i et hav af forpligtigelser, som jeg helst ville have været foruden. Vennerne i menigheden er også så småt holdt op med at bede mig om noget. De har nok efterhånden fundet ud af, at jeg har svært ved at få gennemført det, jeg lover.
Jeg føler, at det hele løber fra mig. Jeg har faktisk ind imellem lyst til at lægge mig syg for at komme ud af virkeligheden. Jeg føler mig uendelig svag. Jeg vil meget gerne høre din mening om min situation.
Venlig hilsen
En der føler sig svag
Svar:
Ændre din livsstil!
Kære du, som føler dig svag
I en stille stund bør du virkeligt overveje, hvad det er, du siger, når du taler med folk. Er hensigten med det, du siger, at få folk til at synes om dig?
Er du bange for, at folk ikke vil synes om dig, hvis du taler almindeligt og helt nede på jorden?
Altså hvor du ikke prøver at fremstille dig som den person, du slet ikke er.
Dit problem har nok, som du også selv nævner, noget med mindreværd at gøre. Din tale løber jo fra dig, kan man sige.
Det er faktisk din tale, der styrer dig, og ikke dig, der styrer din tale, og du er fuldt ud klar over, at det er galt fat. Det er godt.
I din menighed og blandt dine venner kan du nemt blive opfattet som en utroværdig person.
Det kan godt være, at der ikke er nogen, der siger det direkte til dig.
Træn dig i at være opmærksom på, hvad du siger. Grib dig selv i det, når du giver løfter, som du ved, du ikke kan holde. Grib dig selv i at beskrive planer, som du godt ved aldrig vil blive til noget.
Jeg ved fra dit brev, at du er kommet til at ligge under for nogle vaner, som det kan være svært at komme ud af.
Det er nemlig sådan, at vaner, der har deres rod i mindreværd, kan være særdeles svære at komme af med. Men heldigvis har du allerede taget det første skridt. Du kan nemlig se, at den er gal. Du kan se, at du fejler.
Det var langt værre med dig, hvis du overhovedet ikke kunne se, at der var noget galt. Men alligevel skal du forstå, at det er vigtigt, at du ændrer stil, inden dine omgivelser ophører med at tage dig alvorlig og blot betragter dig som en, der praler.
Folk der blot leger med ord, og som giver løfter på skrømt, vil efterhånden opleve, at deres psyke såvel som deres legeme får svaghed. Det er konsekvensen af uærlighed. Uærlighed svækker både psyken og legemet.
Studér derfor grundigt det, jeg skriver nu:
Lov aldrig noget for blot at behage folk.
Du skal kun give løfter, når du lige præcist har tænkt dig at holde dem.
Hvis nogen i din menighed er vilde med at få dig til at påtage dig både det ene og det andet, som du egentlig ikke har lyst til – så er det, du ærligt skal sige:
”Det lyder fint, men det er ikke lige mig.”
Når du vælger ikke at sige ja til alle mulige aftaler, så reducerer du også mulighederne for ikke at kunne holde ord.
Den disciplin, jeg taler om, skal du også bruge på andre områder. For megen magelighed giver nemlig ofte overvægt. Hvis du fx lover dig selv at løbe 2 km 2 gange om ugen, så må du ikke lade din magelighed overtale dig til at lade være.
Jeg vil bede for dig, at disse ændringer i din livsstil må lykkes. Men jeg tror også, at Guds kraft vil komme dig til hjælp i din svaghed. Og hvorfor det?
Jo, fordi det for Gud har afgørende betydning, at vi mener det, vi siger. Det handler i sidste ende om ærlighed.
Jeg vil bede om, at Gud i Jesus må gå foran dig i din vandring fra svaghed til styrke.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Oplevelser:
Kære Orla Lindskov
Jeg vil lige skrive dette brev til dig for at sige dig tak for forbøn og salvedug.
Jeg modtog salvedugen for nogle måneder siden. Jeg led af dårlige fødder og ankler. Men mine fødder og ankler har det godt nu og er uden smerter.
Jeg havde også store problemer med at holde balancen. Men det er også blevet meget bedre.
Jeg er så glad for, at Jesus også i dag både hører og svarer på bøn.
K.H. fra
D. T.
Kære Orla Lindskov
For år tilbage bad du for min migræne, som havde plaget mig, siden jeg var barn.
Jeg havde prøvet næsten alt for at få hjælp. Men efter din forbøn blev jeg helbredt, og jeg har ikke haft migræne siden. Tak og lov.
En fhv. migrænepatient
Kære Orla
Jeg vil gerne hermed sige dig tak for den salvedug, du sendte til mine øjne, til mit dårlige syn.
Mit syn var gradvist blevet forringet over en længere periode. Men efter at jeg fik salvedugen, er mit syn blevet meget bedre. Det har været en stor opmuntring.
Jeg siger dig tak og giver al ære til Jesus.
Kærlig hilsen
C.