Erling Tiedemann er død
Den tidligere amtsborgmester for Venstre og formand for Etisk Råd døde med computeren tændt.
Vejles amtsborgmester gennem 19 år og medlem af Etisk Råd fra 1997-2002, debattør og forfatter Erling Thiedemann døde i sit hjem den 26. december, 83 år gammel.
Erling Tiedemann var gennem hele sit liv aktiv i Den Katolske Kirke. Han voksede op på Østerbro i København, tog lærereksamen fra Blaagaard Seminarium i 1953, har læst bibelteologiske studier ved Institut Catholique de Paris 1994-1996 og læste italiensk på StudioItalia i Rom i 2005.
Erling Tiedemann var lærer i Gladsaxe Kommune ved Sankt Annæ Skole i København 1955-1959 samt skoleinspektør ved Sankt Norberts Skole, Vejle, 1959-1976.
Politisk aktiv – også i kritik af eget parti
Erling Tiedemann var amtsborgmester for Venstre i Vejle Amt fra 1974-1993. Han var erklæret modstander af fri abort, men nød stor respekt også blandt politiske modstandere for sin integritet og evne til at indgå politiske kompromisser.
Hans politiske engagement fik ham også til at kritisere sit eget parti, hvor han var æresmedlem. Kritikken ramte fx. partiets daværende formand Anders Fogh Rasmussen, der ville fjerne religion fra det offentlige rum. I den forbindelse skrev Tiedemann:
”Jeg oplever det sådan, at de, der har den tro, at der ingen Gud findes, mener, at deres tro skal have forrang frem for dem, som har en traditionel tro på Gud.”
I løbet af juledagene 2015 var Erling Tiedemann stadig aktiv ved computeren, hvor han flittigt kommenterede aktuelle begivenheder.
”Kender de ikke lovgivningen i Inger Støjbergs ministerium?” hedder det i et tweet fra Erling Tiedemanns hånd den 23. december. Han var midt i en debat om udlændingepolitikken også juleaften. Og da han døde den 26. december, var det med computeren tændt.
Etisk Råds formand
I perioden 1997-2002 var Erling Tiedemann medlem af Etisk Råd. De sidste to år var han rådets formand, og han lagde aldrig skjul på, at hans kristne tro var afgørende for hans holdninger til medicinsk etik i forbindelse med abort, fosterdiagnostik, fertilitetsbehandling mm.
Han var dog altid lydhør overfor andre, og fik i 2002 Kristeligt Dagblads Pris for sin indsats.
Aktiv formidler
Erling Tiedemann var meget aktiv som foredragsholder og konsulent for medierne, når det gjaldt etik og kristendom. Han var også meget aktiv i det økumeniske arbejde og gennem to år medlem af Danske Kirkers Råd og Det Økumeniske Fællesråd.
Samtidig arbejdede han for at fremme dialogen mellem kristne og muslimer.
Som 79-årig udgav han sin første bog, en ebog, med titlen Etisk Set. En ny ebog med titlen ”Etisk Set. 100 klummer i Kristeligt Dagblad 2006–2015” kan downloades gratis.
I perioden 2003-2004 var Erling Tiedemann redaktør af Katolsk Orientering. Han havde også mange tillidsposter, bl.a. som medlem af Det Danske Bibelselskabs bestyrelse fra 1999-2014.
Erling Tiedemann efterlader sig tre børn og otte børnebørn samt sin hustru igennem 58 år, Vivian. Han blev i 1993 udnævnt til Ridder af 1. grad af Dannebrogsordenen og i 2012 til kommandør med stjerne af Sankt Gregor den Stores orden.