Yemens jøder er hentet hjem til Israel ’på ørnevinger’ siden 1950

Israels statsminister Benjamin Netanyahu og jøder fra Yemen studerer en gammel yemenitisk Torah-rulle i marts 2016.  Foto: Haim Zach/GPO
Israels statsminister Benjamin Netanyahu og jøder fra Yemen studerer en gammel yemenitisk Torah-rulle i marts 2016.
Foto: Haim Zach/GPO

Da 19 jøder blev hjulpet fra Yemen til Israel i en hemmelig operation i marts, medbragte de en 5-600 år gammel Torah-rulle.
Der er nu kun 50 jøder tilbage i Yemen. Omkring 40 af dem bor på et bevogtet område nær USAs ambassade i Sana, mens 10 bor i Raida.
Rabbiner Saliman Dahari medbrakte den gamle Torah-rulle under flugten. Ifølge meldinger er et par personer blevet arresteret i Yemen, angiveligt for at have bidraget til, at Torah-rullen kom ud af landet.
Talsmand Avi Meir i Jewish Agency sagde til IBA-News, at der er voksende antisemitisme i Yemen, samtidig med at landet er ramt af borgerkrig. Jøden Aharon Zindani blev myrdet i et antisemitisk angreb i 2012. Også en jødisk kvinde blev kidnappet, tvunget til at konvertere til islam og tvangsgift med en muslimsk mand.
Siden staten Israel blev oprettet i 1948, er omkring 51.000 jøder rejst fra Yemen til Israel.
Under operationerne ”Magisk tæppe” og ”På ørnevinger” kom mange jøder på en lang og farlig rejse til Aden. Der blev de hentet af britiske og amerikanske fly. Den 19. september 1950, seks måneder efter operationen, kom de første detaljer. Operationen havde varet i 15 måneder, og 40.000–50.000 jøder immigrerede til Israel fordelt på 378 flyvninger til en pris af fem millioner dollars. Det kostede 50.000 dollars at drive flygtningelejren i Aden. 12 børn blev født på flyene.
Kodenavnet ”På ørnevinger” stammer fra 2. Mosebog 19, 4:
”I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig.”
Mange af jøderne havde aldrig før set en flyvemaskine. Det fortælles, at de alligevel ikke var bange for at rejse med fly. Nogle af rabbinerne kendte nemlig til profetierne om, at jøderne skal komme flyvende hjem (Esajas 60, 8). Enkelte af dem ville tænde ild på fly-gulvet for at lave mad, men da blev flypersonalet bange.