Ny præst til Belgien
Per Melhof, 46 år og sognepræst ved Timotheuskirken i København er ansat som dansk præst i Bruxelles pr. 1. august med forpligtelse til at betjene den danske sømandskirke i Antwerpen samt udstationerede danskere ved NATO-hovedkvarteret SHAPE i Mons.
Per Melhof har været præst ved Timotheuskirken i Valby i syv år. Han kom fra en stilling som marketingschef ved Lindhardt og Ringhof Forlag (1995-98, og havde inden da en lignende stilling hos Borgens Forlag. Fra 1985-92 var han informations- og projektmedarbejder ved Religionspædagogisk Center.
Han har gjort tjeneste som reserveofficer ved Beredskabsstyrelsen fra 1978 til 2003 og har siden 1999 undervist på Pastoralseminariet i København.
Han er gift med forlagsredaktør Anne Weinkouff. Parret har fire børn en på fem år, tvillinger på fire år og en voksen søn der bliver i Danmark.
Per Melhof afløser Gunnar Kasper Hansen, der efter 13 år i EU´s hovedstad sammen med sin hustru Karen Margrethe pr. 1. maj er udnævnt til forstanderpar på Løgumkloster Refugium.