Kai Kjær-Hansen fylder 60 år

Selv om Kai Kjær-Hansen netop er fyldt 60 år, så er der noget ungdommeligt over den teologiske doktor.
Måske er det, fordi han aldrig har mistet evnen til at tænke nyt.
Kai Kjær-Hansen blev født i København få dage før befrielsen, men voksede op på Bornholm. Han var overbevist kristen og blev også som helt ung brugt som prædikant inden for Luthersk Mission. Jesus var fra starten det centrale i Kai Kjær-Hansens liv.
I 1964 var han på rygsæktur i Israel, og efter studentereksamen vendte han tilbage for at lære hebræisk, før han gik i gang med teologistudiet. Siden glemte han aldrig Israel og det jødiske folk.
Efter den teologiske eksamen var lysten til at falde til ro i en præstegård åbenbart ikke påtrængende for den energiske og intelligente teolog.
I stedet blev han lokal leder for KFS studenterarbejdet på Bornholm. Han skrev allerede i -69 sin første bog „Mennesket som var Gud“, derefter „Kristus i en desperat verden“, „Sympati for Jesus“, „Et religiøst trip“, „Aldrig mere jul“ – alle sammen bøger, der forsøgte at kommunikere kristen tro til en ikke-kristen verden.
Senere er der med jævnlige mellemrum kommet stadig større og vægtigere bøger fra ham. Han skrev f.eks. den første bibelkommentar, som udkom på Credos forlag, og de senere år har han skrevet en række bibelkommentarer for Bibelselskabet. Han var også med i oversættergruppen ved den store nyoversættelse af Bibelen.
Kjær-Hansen var en kort periode hjælpepræst i København, men da det nye menighedsfakultet i Århus i 1973 skulle have sin første fastansatte lærer, var han det oplagte valg og var tilknyttet helt frem til -86.
Ind i mellem havde han dog orlov for at være dansk præst i Jerusalem 1976-78, og det afgjorde hans videre løbebane.
Han blev redaktør af Israelsmissionens blad og senere formand. I 1994-95 var han igen præst i Israel, denne gang ved Immanuelkirken i Tel Aviv.
Da han i 1982 blev teologisk doktor fra Lunds Universitet, var det ikke på et inferiørt emne, som kun ville interessere specialister, men på kristendommens centrum, nemlig: „Navnet Jesus“.
At nævne alle de tillidshverv, bøger, artikler og foredrag, som den travle mand har lagt sit arbejde i, ville blive for omfattende. Men der er en del internationale poster imellem, f.eks. inden for Lausanne-bevægelsen, hvor han bl.a. har redigeret et internationalt nyhedsbrev om evangelisering blandt jøder, eller som medlem for Caspari-centrets bestyrelse og Det Mellemkirkelige Råds teologiske arbejdsgruppe.
Kai Kjær-Hansen har været gift med Kirsten i 34 år, og parret bor i Århus.