Nyt magasin om sorg efter en abort
Kristuskirken i Odense danner rammen, når Retten til Liv torsdag den 3. november inviterer til release af magasinet “Jeg fortryder det hver eneste dag” – Om senfølger efter abort. Efterfølgende vil der være fakkeloptog gennem gågaden til Assistenskirkegårdens gravplads for ufødte.
Mange kvinder har det svært efter en abort. Men det er et tabu, og der er meget lidt fokus på sagen. Det ønsker Retten til Liv nu at råde bod på.
”Det er et paradoks, at noget, der er så alvorligt, skal være så privat, noget som angår så mange”, siger en af de kvinder, der bidrager til magasinet. Dermed udtrykker hun den ensomhed og isolation, mange kvinder føler efter en selvvalgt abort.
Målet for Retten til Liv er at bringe abortsorgen frem i lyset. Det kan være smertefuldt, men det kan også sætte en vigtig helingsproces i gang for den enkelte kvinde.
Arrangementet afsluttes med et fakkeloptog til Assistenskirkegården. Fakkeloptoget skal vise respekt for de ufødte, der har mistet livet og medfølelse med de kvinder, der har fortrudt deres abort, og som savner deres barn. Samtidig skal fakkeltoget udtrykke fortrydelse og sorg over, at vi som samfund lod dette ske, forklarer landssekretær Ellen Højlund Wibe.
Release-arrangement den 3. november
Kl. 16 er der release af det nye magasin i Kristuskirken, Klosterbakken 11, Odense C. Magasinet indeholder personlige beretninger, essays og faglige artikler. To af bidragyderne til magasinet – Eva, der selv har fortrudt en abort og psykolog Bjørn Håkonsson, der til daglig arbejder med denne problematik – vil medvirke. Der vil være mulighed for spørgsmål og debat.
Kl. 17 starter fakkeloptoget gennem gågaden i Odense centrum til Assistenskirkegårdens gravplads for ufødte.