Hvad skal du læse i sommerferien?

Sommerferien giver mulighed for at læse en god bog. Enten for afslapningens skyld, eller fordi man ønsker at udvide sin horisont – måske på det åndelige område.
Udfordringen har spurgt: „Hvad skal du læse i din sommerferie?“Tove Videbæk
Forhenværende medlem af Folketinget for Kristendemokraterne og nystartet i jobbet som Evangelisk Alliances repræsentant i Bruxelles.
– Jeg holder først ferie i august, så jeg har ikke helt lagt mig fast på, hvad der skal læses endnu. Jeg er lige begyndt i mit nye job i Bruxelles, hvor jeg læser en masse EU-papirer. Om det er spændende, ved jeg ikke, men jeg har i hvert fald tænkt mig at læse nogle gode romaner i ferien. Jeg har de sidste bøger i Ladt Tilbage-serien stående på min reol, og dem glæder jeg mig til at læse. Jeg har læst flere bøger fra serien, og jeg synes, de er meget spændende.

Orla Lindskov
Brevkasse-redaktør og helbredelses-evangelist, Aalborg
– Jeg har en hel bunke bøger til sommerferien. Den første, jeg skal have læst, er Hans Kristian Neerskovs bog om lidelsen: „Jobs bogs hemmelighed“. Jeg har meget tiltro til Neerskov som bibellærer.
Så har jeg fire bøger i serien „Grundlæggende sjælesorg“ af Gunnar Elstad, som jeg læser for 2. gang!
De er udkommet på Logos forlag, som er Dansk Luthersk Forlag. Det er nogle meget givende bøger, hvor mange hotte emner tages op, som man har brug for at tale om også i kristne kredse.
Bøgerne hedder: Tag jer af hinanden, Livshistorie og følelser. Samliv og samspil og Når livet gør ondt.
Endelig har jeg fået en bog fra Reizels forlag som gave, „Følelsernes sprog“ af Anne Dixon. Den ser også ud til at være en meget spændende bog om, hvordan vores krop har en „krops-hukommelse“, hvor den husker alt det, vi har været ude for. Forfatteren mener så, at oplevelserne giver psykosomatiske sygdomme, hvis vi ikke lærer at håndtere følelses-oplevelserne.
Læser du også krimier?
– Næh, men jeg er da i gang med det store reservedelskatalog for gamle Peugeot’er…

Ruth Cilvik Andersen
Koordinator for Willow Creek-samarbejdet i Danmark
– Jeg er jo bidt af Willow Creek, så selv om jeg har ferie, vil jeg kaste mig over bogen „God is closer than you think“ af John Ortberg fra Willow Creek. Og den seneste bog, jeg har læst kommer såmænd også derfra. Det er Bill Hybels „Too busy not to pray.“
Men jeg kommer nok også til at læse en bog om Bourgogne, for vi skal til Frankrig på ferie.

Ulrik Jensen
Ungdomssekretær i Israelsmissionen
– Jeg kan godt li’ bøger, som er meget dybe, og som man skal tænke over. Jeg har to bøger på min liste, mere bliver det nok ikke til: „Menneske og kristen“ af Gustav Wiengren og „Den fortabte søn“ af Henri Nouwen. Jeg har for nylig læst „Det blændende mørke af Ove Wikstrøm. Det tog mig to år at læse den. Men det er simpelthen fordi at den er så dyb og intens. Der er så meget at tænke over og lære af i den bog. Jeg kunne måske læse tre sider i den, og så havde jeg brug for en pause.

Kirsten Ellerbæk
Efterskolelærer på Grejsdalens Ungdomsskole, Vejle
– Jeg har lige læst Thomas Teglgaards roman: „Uddrift“, som behandler nogle eksistentielle kriser i forbindelse med psykiatri og dæmoni. Den var meget spændende.
Ellers er det især slægtsromaner og den slags, der interesserer mig, fortæller Kirsten Ellerbæk, som er gift med sognepræst Bjørn Ellerbæk ved Vor Frelsers kirke i Vejle.
Den næste roman, jeg skal i gang med, er „Rejse i blåt“ om H. C. Andersen. Den er skrevet af Stig Dalager og var anmeldt i Udfordringen for nylig.

Svend Løbner
Pressechef i Frikirkenet, tidl. journalist på Udfordringen
– Jeg er ved at forberede en bog om Jesus i verdensreligionerne. Og i den forbindelse skal jeg læse „The spirit of early christian thought“ af Robert Louis Wilken. Og så som hyggelæsning vil jeg læse „Op af en mur“ af Johannes Møllehave. Jeg kan godt li’ at læse Møllehave, fordi han er spændende og har et godt sprog.
Jeg har det sidste stykke tid læst Koranen og må undskylde overfor muslimerne for mine tidligere rabiate udtalelser om krigerisk retorik i Koranen. Kun ét kapitel handler om krig. Resten er rimeligt gammel testamente-stof.