Sjælesørgere skal vejledes i grupper

– Mange sjælesørgere vil gerne være bedre klædt på til opgaven, siger Agapes landsleder Annette Bech Vad.

Foreningen Agape vil oprette vejledningsgrupper som et tilbud til sjælesørgere.

Grupperne skal oprettes både i København og Silkeborg. Agape ønsker at etablere hhv. en gruppe for ansatte og en gruppe for frivillige sjælesørgere.
Teolog og sjælesørger Dan K. Månsson skal være vejleder i begge type grupper.

For erfarne sjælesørgere

Deltagerne forventes at have et godt teoretisk og praktisk grundlag. Det kan fx være praktisk erfaring eller at man har deltaget i et af Agapes sjælesorgskurser.
I løbet af et år samles den enkelte gruppe tre gange af tre timers varighed.
Vejledningsgrupperne udbydes i et samarbejde mellem sjaelesorg.dk og Agape.

Flere typer af tilbud

Grupperne er det nyeste tilbud til sjælesørgere fra Agape. Blandt de øvrige tilbud er sjælesorgskurser, supervision og rekreationsophold.
Landsleder i Agape, Annette Bech Vad, udtaler:
”Vi oplever, der er et behov og et ønske blandt sjælesørgere til at blive bedre klædt på til den vigtige opgave, sjælesorgen repræsenterer. Dette ønske vil Agape bestræbe sig på at imødekomme via de forskellige tilbud inden for sjælesorg. Agapes tilbud inden for sjælesorg bygger videre på den viden og erfaring, der er opsamlet gennem årene i Agape.”

To kurser i efteråret

I 2017 udbydes to kurser, med fokus på sjælesorg:
• Kurset i ”Sjælesorg og FamilieRådgivning”, som holdes i København med start i efteråret 2017.
• ”Sjælesorgskursus” i Silkeborg, som holdes fra august til december 2017.