Kan sorg sende mine forældre i graven?

Kære Orla Lindskov.
Min mor og far bliver ind imellem meget triste. Jeg synes, det er blevet værre, nu da foråret nærmer sig.
Deres tristhed påvirker mig stærkt, da jeg kender årsagen.

Jeg tror på, at man i en familie bliver fælles om glæden, men sandelig også om sorgen. Mine forældre og jeg mistede min bror. Han omkom ved en ulykke i udlandet.

Vores familie har altid været troende kristne. Vi tilhører Folkekirken. Det har altid lydt fra min fars mund, at vi mennesker må finde os i skæbnen. Vi må bøje os for Guds førelse, også når man mister, og der sker ting, vi ikke forstår.
Jeg vil nu gerne have lov til at spørge dig, om en alt for stærk sorg er synd overfor Gud og overfor det menneske, man elsker, og som man har mistet?

Det var en frygtelig sorgens dag for os alle, da vi fik at vide, at min bror var omkommet. Hvor havde vi glædet os til, at han skulle komme hjem. Vi havde ikke haft tanke på, at vi ville kunne miste ham.

Men Gud ville det anderledes. Jeg sørger også stadig dybt, ligesom mine forældre. Men jeg har mit arbejde at passe.
Mine forældre. Hvor er sorgen tung for dem.

De døjer nu meget med sygdom. Sådan har det aldrig været før med dem. Jeg tror, at det er sorgen, der svækker dem og gør dem syge. Jeg håber og beder til, at sorgen ikke må sende dem i graven før tiden.
Han var min kære bror. Jeg føler savnet så stærkt.

Jeg tænker nu så meget på fortiden. Barndommen og ungdommen, som vi havde sammen. Min bøn for min bror er, at Gud i sin store nåde vil tage imod hans sjæl. Han talte aldrig med andre om sit forhold til kristendommen.

Kære bror, hvor har tabet lært mig at holde af dig. Vi skulle så ikke ses mere på denne jord. Men jeg ved i mit stille sind, at ved Guds nåde vil vi alle engang mødes til fælles glæde.
Kære Orla Lindskov, vil du godt bede Gud om at hjælpe min far og mor i deres store sorg.
I Udfordringen i uge 49, 2016 skrev du, så vidt jeg husker, et svar til en mand, som havde mistet sin hustru op mod jul.
Du skrev om den oplevelse af Himlen og af glæden, man kunne få ved at se på loftet i Dogepaladset i Venedig.
Jeg har ikke mere det nævnte nummer af Udfordringen. Men hvis jeg kunne få dig til at gentage dit svar, så vil jeg lade mine forældre læse det. Jeg håber, det kan trøste dem. Vil du også godt bede for mig.
Mon ikke Gud giver mennesker en anelse, så de kan forberede sig på døden?
Jeg tror, at kun de mennesker, der altid er rede, kan gå ind i døden med et fuldstændigt utynget sind.
Venlig hilsen
En bror i sorg

SVAR:

Sorgen har sin tid – men den må ikke nedbryde os

Kære bror i sorg
Jeg er gået i bøn for både dig og dine forældre. Jeg beder om, at I må se lyset, selv om alt omkring jer synes mørkt lige nu.
Jeg vil også her gentage det, du bad mig om. Det jeg skrev i uge 49, 2016, som en trøst til en mand, der havde mistet sin hustru op mod jul.

Det lød således:

”Når I, som har elsket hinanden så meget hernede, for en tid skal skilles, så bliver troen på gensynet i Himlen salvet med forventningens glæde. Vores tro er jo, at selv om vi skilles, så skal vi mødes igen.
Tænk også på, at nu er din hustru hjemme hos Gud og befriet fra sygdom.

Nede i Dogepaladset i Venedig er der et mægtigt maleri, der forestiller alle de salige, der er forsamlet om Faderen og Sønnen.
Straks, når man ser maleriet, kan man beundre kunstneren for den omhu, hvormed han har gengivet de utallige skikkelser. Alle ansigter og legemer er forskellige. Der er både unge og ældre. Ikke to er ens.
Og i samme nu man ser maleriet, kommer man uvilkårligt til at tænke på ens egne kære, som er gået hjem til Herren. De er nu sammen med Faderen og Sønnen i en højtidsfest.

Når man ser dette maleri, forstår man, hvad ordet salighed rummer. Vi skal også huske, at det er Jesus selv, der taler om vort livs fortsættelse på den anden side af graven hjemme hos Gud.”

Til dit spørgsmål om stærk sorg vil jeg sige, at stærk sorg efter min mening ikke er synd imod Gud eller imod den, man har mistet. Det er vel heller ikke til at måle, hvornår en sorg er for stærk.

Sorgen skal have sin tid. Det står i Bibelen i Prædikerens bog på denne måde: ”Tid til at le og tid til at græde.”

Men når sorgen binder mennesker og begynder at nedbryde livet og helbredet, da har man nok overskredet en farlig grænse. Da er der påtrængende behov for Guds indgreb til helbredelse af sorgen. Det er den helbredelse, jeg vil bede om for dine forældre, men også for dig.

Nu til svar på dit andet spørgsmål om en forud-anelse af døden:

Jeg har hørt om flere, der fik et forvarsel af Gud, om at døden nærmede sig.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

OPLEVELSER:

Kære Orla
I går fik jeg voldsomme smerter ved mit hjerte. Det har jeg på det sidste oplevet nogle gange.
Jeg blev meget bange og urolig. Jeg skyndte mig at lægge min salvedug på, og mit hjerte blev mere roligt, og smerterne blev straks mindre. Det hjalp virkeligt, så det var godt, at jeg havde min salvedug i nærheden.
I går havde jeg to gange en mærkelig smerte inden i mit hoved over højre øre. Jeg lagde så min salvedug på, og smerterne forsvandt.
De kærligste hilsener fra
H.

Kære Orla Lindskov
Du salvede en salvedug for et år siden, for at min dreng skulle holde op med at ryge hash. Det hjalp virkeligt dengang. Mange tak for det.
Vil du godt salve salvedugen og bede over den igen. Derved håber jeg, at min dreng kan få styrke til at modstå tilbagefald.
Mange tak. Må Gud være med dig.
Hilsen
En bekymret mor