Troen på Gud har hjulpet verdens ældste kvinde til at blive 117 år
For nylig, efter at den tre måneder ældre Emma Morano fra Italien døde, har Violet Mosse-Brown fra Jamaica overtaget titlen som verdens ældste.
Ifølge CBN News blev Mosse-Brown, der er kendt som ”Tante V”, født den 10. marts 1900. Hun mener selv, at hendes liv med Gud, en stærk tro på Bibelen, hårdt arbejde og glæden ved at synge er hemmeligheden bag det lange liv. Hun har det meste af sit liv skåret sukkerrør på markerne i det vestlige Jamaica.
– Jeg takker Gud og tager imod det lange liv, som Gud har givet mig. Jeg har gjort næsten alt i kirken og jeg bruger al min tid der, fortæller Violet Mosse-Brown.
Hørelsen svigter, men hun kan stadig bevæge sig rundt på egen hånd og bor sammen med en 97-årig søn.
Violet Mosse-Brown voksede op i et kristent hjem og blev døbt som 13-årig i Trittonville Baptist Church i Trelawny Parish, Jamaica. Det er samme område som verdens hurtigste mand, OL-guldvinder Usain Bolt, kommer fra.