Kina øger presset mod kristne borgere
Kommunistpartiet skriver nu, at deres medlemmer kun bør holde sig til partiets tro.
Det er officielt ulovligt at være troende i Kinas kommunistiske parti ifølge en ny udtalelse fra landets statskontor for religiøse anliggender, skriver CBN News.
– Partimedlemmer burde ikke have religiøs tro, noget som er en rød linje for alle medlemmer, skrev Wang Zuoan, direktør for administrationen af religiøse anliggender.
I stedet er det marxismen og partiets politik, som ifølge kontoret bør være det enkelte medlems trossystem.
Marxistiske ateister
– Partimedlemmer bør være faste marxistiske ateister, adlyde partiets regler og holde sig til partiets tro … de har ikke lov til at søge værdier og tro gennem religion, siger Wang Zuoan.
Kommunistiske ledere siger, at partiets seneste angreb på troen skyldes dens kraftige indflydelse. De mener, at religion er farlig for det kommunistiske partis enhed.
– Nogle personer, som hævder at være lærde, støtter religiøs tro i partiet. Dette har undergravet partiets værdier baseret på dialektisk materialisme, siger Zhu Weiqun, der er leder af komiteen for etnicitet og religion i det politiske rådgivende organ The Chinese People’s Political Consultative Conference (CPPCC).
Times of India rapporterer, at nogle partiledere anser religiøs tro for at være en trussel mod den nationale sikkerhed.
– Nogle udenlandske magter har brugt religion til at infiltrere Kina, og ekstremisme og ulovlige religiøse aktiviteter spreder sig nogle steder. Det har truet national sikkerhed og social stabilitet, siger Wang Zuoan.
Kristne kan tvinges ud
Ifølge præsidenten i den kristne organisation China Source, Brent Fulton, kan denne sidste bekendtgørelse betyde, at kristne i Kinas kommunistiske regering bliver tvunget til at træde tilbage.
– Det er muligt, fremover, at vi vil se kristne og andre religiøse troende blive fjernet fra partiet, siger Fulton til CBN News.
Han advarer også om, at troende kan blive fjernet fra andre stillinger i samfundet, hvis udviklingen fortsætter.
Fulton mener derfor, at tiden er moden til at bede for Kina.
– Vi må bede om, at Herren vil bevæge hjerterne hos Kinas ledere, så de erkender, at de kristne i deres midte ikke er en trussel mod landet, men rent faktisk er mennesker, som vil yde et stort bidrag til nationens fremtid, siger han.