Afrikas kirker går forrest i kampen mod HIV/AIDS

Michel Sidibé fra Mali er direktør for FN-organisationen UNAIDS, som leder den globale indsats mod HIV/AIDS.

Trosbaserede organisationer er mest effektive, fastslog et topmøde i Addis Abeba.

Siden starten af AIDS-epidemier har kirkerne i Afrika vist deres effektivitet ved at tage initiativ til både forebyggelse og behandling af HIV-smitte.

Faktisk kunne mange nødhjælpsorganisationer lære af kirkerne. De kom hurtigt i gang, byggede utallige hospitaler og klinikker, og både mandlige og kvindelige kirkeledere engagerede sig i arbejdet fra starten af epidemien, vurderer iagttagere ifølge Religion News Service.

Respekt og rettigheder

Kirkernes indsats mod HIV er præget af respekt for alle menneskers værdighed samt hensyn til ret og retfærdighed, også for de fattigste. Og netop kirkernes omsorg øger effektiviteten af indsatsen mod AIDS, fordi den kommer de allersvageste og mest udsatte til gode.
– Da jeg var i Addis Abeba til det 29. African Union Summit, blev jeg igen mindet om de kirkelige fællesskabers rolle, når det gælder at gøre en ende på AIDS, skriver FN-direktør Michel Sidibé i RNS.

Nye målsætninger

Michel Sidibé oplyser, at de afrikanske statsledere under topmødet lovede at gøre en større indsats for hurtigt at hjælpe de nødlidende. Og her vil kirkelederne og deres menigheder igen spille en afgørende rolle.
Indsatsen mod HIV skal dels være forebyggende og rettet mod unge piger og kvinder. Samtidig satser man på at hindre overførsel af HIV fra mor til barn, og man vil øge testning for HIV og behandling af smittede mænd, ligesom der skal gives økonomisk støtte til AIDS-behandlinger. I alle disse målsætninger har kirkerne en vigtig rolle, vurderer Sidibé.
Han oplyser, at den nye plan bygger på FN-programmet Joint United Nations Programme on HIV/AIDS (UNAIDS) “Fast-Track”. Med den nye indsats forventer FN, at AIDS er udryddet i år 2030.
Med “Fast-Track-modellen” håber FN at kunne undgå 17,6 millioner nye HIV-smittede og 10,8 millioner AIDS-relaterede dødsfald.

Ud af 37 millioner HIV-smittede får over 18 millioner nu behandling. Men lige så mange mænd, kvinder og børn får ikke denne mulighed.

Der er allerede sket enorme fremdskridt i den globale indsats. Ud af verdens 37 millioner HIV-smittede får halvdelen nu behandling. Men lige så mange, 18 millioner mænd, kvinder og børn får ikke denne mulighed. FN erkender, at der er behov for bl.a. alders-specifikke tilbud, som kan sikre, at børn, som bliver født HIV-fri også kan leve hele deres liv uden at pådrage sig virusset.
Også her er der fokus på kirkernes fortsatte indsats.

Kirkerne har indflydelse

Både når det gælder AIDS, mødres og børns sundhed, vacciner, sanitet, ernæring, familieplanlægning og andre livsvigtige forhold, er kirkernes ledere stærke undervisere. Og fordi disse ledere nyder respekt og tillid blandt folk, kan de også tale om mere følsomme emner, så folk i menighederne accepterer budskabet og bliver i stand til at beskytte sig selv.
Kirkelederne formår at tale effektivt til de unge og lære dem at tage sig af andre, selv de mest marginaliserede. Og den kommende generation af unge bliver den største i Afrika nogensinde.

Unge piger og kvinder syd for Sahara er otte gange mere udsat for at få HIV end deres mandlige jævnaldrende. Den forebyggende indsats må derfor starte, før pigerne bliver udsat for at få HIV.
Men kirkerne kan også nå de unge mænd, som sjældent søger klinikkerne og ikke kender deres egen HIV-status. ”Vi kan ikke nå dem gennem klinikkerne, men vi vil nå dem gennem deres kirker”, fastslår Sidibé.
Samtidig er kirkerne meget gode til at begrænse det stigma og den diskrimination, som stadig rammer HIV-smittede. Dermed bliver det lettere for folk at søge behandling, fuldføre den og holde sig sunde og raske. Kirkernes holistiske tilgang giver helbredelse og håb både til de pårørende og til dem, der er smittede med HIV.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hjælp til hele familien

Trosbaserede klinikker kan hjælpe både de syge og deres familie. Når familien lærer, hvordan HIV-virus spredes og hvordan man bruger den antivirale medicin, får den smittede også bedre støtte og mulighed for at undgå AIDS-relaterede sygdomme.
Og når man støtter hele familien, betyder det også, at de raske kan undgå HIV-smitten. Sunde voksne kan sikre sunde børn. Det betyder færre forældreløse, stærkere nationer og samfund med mere fred og tryghed.
– Vi har muligheden for at gøre en ende på AIDS-epidemien. Men det kan kun ske, hvis kirkerne fortsat bærer med og viser omsorg også i det sidste lange, seje træk, understreger Michel Sidibé.