Kristne beder Trump fortsætte Obamas program for migrantbørn
Russell Moore og andre evangelikale ledere har bedt præsident Donald Trump fortsætte sin forgængers omstridte DACA-program, som beskytter immigranter, der kom til USA illegalt, mens de var børn.
Gruppen ’The Evangelical Immigration Table’ har sendt tre breve til hhv. Trump, Mitch McCollell (Senate Majority Leader) og Paul Ryan (Speaker of the House) i denne uge. I brevene opfordrer gruppen, der repræsenterer flere hundrede evangelikale, til fortsat beskyttelse for de unge, som indtil nu har været en del af ”The Deferred Action for Childhood Arrivals”.
”Disse drømmere har meget at tilbyde Amerika. De blev bragt hertil uden at give tilladelse, og i de fleste tilfælde er USA det eneste hjem, de har kendt. Disse unge er ikke en trussel mod Amerika.
Allerede da de kom med i DACA, blev de screenet for kriminelle aktiviteter og for mulige trusler mod den nationale sikkerhed”, hedder det i brevet til Trump.
Kritikere hævder dog, at DACA er forfatningsstridigt, fordi Obama fik programmet gennemført uden om parlamentet. Siden starten har over 800.000 immigranter fået opholdstilladelse og arbejde, ligesom mange fra DACA tager videregående uddannelser i USA.