Sognepræst og psykoterapeut samarbejder til gavn for kvinder

Sognepræst Elisa Wejse fra Harlev og psykoterapeut Gitte Lykke, Odder, starter et kursusforløb for kvinder til januar.

Det kristne inititiativ ’Kvinde og kvinde imellem’ starter nyt forløb til januar.

Kan du spejle dig i nogle af personerne eller handlingen i serien ’Herrens Veje’? Måske du ønsker at forstærke eller bryde med noget af det?

Som kvinde har du mulighed for at komme med i et følgeskab og måske blive en bedre udgave af dig selv, lover psykoterapeut MPF Gitte Lykke og sognepræst Elisa Wejse.
De to håber nemlig at starte deres tredje følgeskab 6. januar 2018. Her indbydes kvinder på 18+ til at dele liv med hianden – med præsten og psykoterapeuten som vejledere.
Elisa Wejse og Gitte Lykke har tidligere erfaret, at fællesskabet ret hurtigt bliver omsorgsfuldt, fortroligt og dybt, når kvinder deler livshistorier og undervisningen er i gang.

Trygt at være åben

En tidligere deltager fortæller:
”Fra starten blev der aftalt nogle retningslinjer for, hvordan vi forholder os til hinandens historier og oplevelser. Det betyder, at man kan komme som man er og dele sin historie, følelser og oplevelser uden at nogle fortæller, at man er forkert eller kommer med gode råd til, hvordan man løser sit problem.

Det er rigtig rart og gør det nemmere at dele mere personlige ting. Det tager jeg med mig videre i andre sammenhænge, for det er i mange situationer aktuelt at være bedre til at lytte og ikke straks rette på, give gode råd eller fixe hinanden”.

Syv lørdage i 2018

Følgeskabet er over 7 lørdage formiddage fra januar til juni 2018. Man begynder med morgenmad og derefter undervisning samt gruppesamtaler om, hvordan vi bl.a. som kvinder kan spejle os i bibelens kvinder i dag. Imellem formiddagene samles kvinderne i mindre grupper i private hjem, hvor de deler både det lette og det svære liv. Forløbet afrundes med en retrætedag.

Kvinde og Kvinde Imellem afholder samlingerne i konfirmandstuen, Harlev Kirkevej 11, 8462 Harlev.