Heidi slap fri af smertehelvedet – efter 12 år

12 år med intense smerter sluttede fra den ene dag til den anden, efter at Heidi Rasmusen havde set et syn, hvor Jesus trådte en hvæsende slanges hoved under fode.

Biler dyttede og blinkede til frisør Heidi Rasmussen, da hun i december 2002 kørte på motorvejen ved Esbjerg. Hun skruede bare op for musikken i bilradioen.

Godt nok var hun blevet påkørt bagfra af en skraldebil, men så var det heller ikke værre, tænkte vestjyden.

– Men da jeg steg ud af bilen, kunne jeg godt se på folks reaktion, at bilen vist var lidt mere skadet end som så, fortæller Heidi.

– Jeg havde slet ikke forstået, hvor alvorligt det var. Føreren af skraldebilen var sikker på, at jeg var død. Lige efter ulykken stod han på vejen og græd, mens han prøvede at tage sig sammen til at åbne min bildør, da jeg til hans store overraskelse pludselig selv steg ud.

Bilen var smadret til ukendelighed og havde fået de bagerste ruder blæst ud.

Brækket kraveben?

Samme aften var Heidi og Jacob til fødselsdag. Heidis muskler i arme, nakke og skuldre begyndte at spænde, og hun tabte ting.

– Jeg græd af smerte, og vi tog hjem under forretten. Næste morgen tog jeg på arbejde, men da jeg var halvvejs gennem klipningen af den første kunde, tabte jeg kammen og kunne ikke bevæge saksen. Pludselig var alle smerterne tilbage for fuld styrke.

Dagen efter tog Heidi til læge, som lancerede en teori om, at smerterne kunne stamme fra et brækket kraveben. Men røntgen kunne der ikke blive tale om de næste tre måneder, for lægen konstaterede samtidig, at Heidi var gravid.

Heidi fik derfor besked på at gå hjem og ligge stille, indtil fosteret var normalt udviklet.

Barsk specialist-dom

Tre måneder efter viste røntgenbilleder, at kravebenet ikke var brækket, så Heidi blev sendt videre til en specialist.

I første omgang nøjedes specialisten med at sygemelde Heidi resten af graviditeten.

Et år efter den første konsultation havde specialisten følgende budskab: Med den skade du har, vil smerterne blive værre og værre. Jeg har været i faget i mange år, men har kun to gange tidligere set nogen med de skader, du har. Du har været meget, meget uheldig, og vi kan ligeså godt gå i gang med at søge om din pension nu. Du kommer ikke til at arbejde igen, men kommer til at sidde og observere, hvad der sker omkring dig. Du bliver som en glasdukke, som man skal passe på, og om 10 år vil du kun kunne holde til at ligge i en seng, og da vil du have så mange smerter, at du bare vil ligge og skrige. Så gå hjem og nyd at være mor, mens du stadig magter det.

– I dét øjeblik, hvor hun kom med denne dom, hørte jeg meget tydeligt og klart en stemme i mit indre, som sagde: Det kommer ikke til at ske. Sådan skal dit liv ikke være.

Jeg har været kristen siden min barndom og havde flere gange hørt den samme stemme. Det var en fuldstændig klar tanke, som på ingen måde kom fra mig selv. Den ramte mig lige i hjertet, og jeg vidste bare, at det var sandt – uanset hvad specialisten fortalte mig. Jeg vidste, at jeg ville blive rask igen … Jeg havde dog ikke drømt om, at det skulle tage 12 år, erkender Heidi Rasmussen.

Konstant ned ad bakke

I løbet af de næste 12 år fik Heidi mere ondt og kunne mindre. Til sidst lå hun ned hele tiden, uden at det kunne holde smerterne på afstand. Stort set alle specialistens forudsigelser var nu gået i opfyldelse.

Ud over Maja blev Heidi og Jacob undervejs også forældre til et par tvillingepiger, og de fik det første år hjemmehjælp til at gøre rent, vaske tøj, købe ind m.m. Jacobs mor sagde sit job op for at kunne hjælpe med tvillingerne. Da det gik bedst, var Heidi højst i stand til at sætte en vask over eller at tømme opvaskemaskinen. At lægge tøj sammen, gøre rent, lave mad eller slå græs var hun ikke i stand til. Hun kunne ikke bevæge armene op over hovedet.

Jacob var en klippefast støtte, som kom hjem og lavede mad og puttede børn, inden han om aftenen ofte tog tilbage til firmaet.

På trods af nedturen blev Heidi ved med at sige til fysioterapeuten, naboer og venner fra den frikirke, som familien er en del af: Gud kommer til at helbrede mig.

– Jeg kunne godt mærke, at folk havde lidt medlidenhed med mig. Det var jo tydeligt for enhver, at det kun gik ned ad bakke for mig. Jeg led også af angst og posttraumatisk stress. Men jeg valgte at fokusere på det Guds løfte.

Faretruende ferie

I 2014 besluttede familien – efter ønske fra pigerne – at tage på sommerferie i Italien. Heidi gruede for turen. Ferier var det værste, hun vidste, for da kunne hun ikke hvile de ti timer om dagen, som hun havde brug for. Det forværrede smerterne at sidde i timevis i en bil, og hun kunne heller ikke holde ud at sidde i de italienske havestole og senge, hun forventede.

– Jeg græd, hver gang jeg tænkte på ferien, og vi blev enige om, at jeg skulle ringe til rejsebureauet og få ændret ferien til Østrig.

– Da jeg ventede i telefonkøen, hørte jeg pludselig Guds stemme indeni: Stol på mig. Jeg tøvede lidt, men lagde så røret på og udbrød:

Hvordan skal jeg kunne stole på dig, når jeg har det, som jeg har det?

– Efter et stykke tid resignerede jeg og sagde: Fint nok, men så må du sørge for, at der er gode stole og senge, når vi kommer til Italien. Og så ringer jeg til lægen for at få noget beroligende, jeg kan hvile på.

– Da jeg havde ringet op og ventede på at komme igennem til lægen, lød stemmen for anden gang: Stol på mig. – Jeg lagde røret på og sagde:
Ok, men så må du også vise dig og gøre noget, for jeg kan ikke tage mere.

Jesus og slangen

Heidi lagde sig for at hvile, og pludselig så hun et syn – ligesom en indre film.

– Jeg så en grøn mark foran mig. Under et træ lå der en slange. Jeg så Jesus komme gående hen over marken – hen imod træet. Da han kom helt derhen, rejste slangen sit hoved og hvæsede ad ham, men han løftede blot foden og trådte dens hoved ned. I samme øjeblik begyndte hele min krop at ryste, og jeg vidste bare, at jeg var helbredt!

Jeg var stadig fyldt med smerter, men nu kunne jeg grine ad det, for jeg vidste, at det var overvundet.

– Jeg slæbte mig i seng og faldt i søvn. Pigerne var hjemme hos deres farfar og farmor, så jeg havde huset for mig selv. Kl. 22 kom Jacob hjem og vækkede mig, og jeg kunne næsten ikke være nogen steder for smerter. Jeg fortalte ham, at jeg var blevet helbredt, lagde mig ned og sov til kl. 22 den næste aften, hvor Jacob igen vækkede mig, og jeg fik lidt mad og drikke. Derefter sov jeg til næste morgen, og da jeg vågnede, var alle smerterne væk.

Jeg kunne bevæge armene, dreje dem rundt og løfte dem op over hovedet.

Jeg sprang ud af sengen og jublede rundt på gulvet, mens jeg takkede Gud. I årevis havde jeg ikke kunnet lægge tøj på plads – nu tog jeg vores feriekufferter og pakkede dem. Bagefter lavede jeg mad og ringede til Jacob: Jeg er rask! Det troede han ikke på.

– Da han kom hjem og så kufferterne og maden, spurgte han: Hvem har hjulpet dig?

Først en uges tid senere, da jeg stadig var uden smerter og kunne løbe og spille badminton med vores piger, gik det op for ham, at det var sandt.

Under ferien gik jeg først i seng ved midnat, kørte i bil i timevis, sov i fremmede senge, pakkede kufferter ud, var med på restaurant – jeg kunne alt det, som jeg ikke havde kunnet i 12 år, stråler Heidi.

Nu har Heidi været uden smerter i 5 år.

– Gud er gået hvert eneste skridt sammen med mig i de 12 år, hvor jeg var syg. Han har vist mig, at jeg kan stole på ham, fastslår hun.

(Artiklen har været bragt i fuld længde i Udf. uge 8, 2017. Den ligger stadig på hjemmesiden udfordringen.dk)