Kofod-Svendsen stopper i ISOBRO
Den tidligere minister og medlem af Folketinget for Kristeligt Folkeparti, Flemming Kofod-Svendsen, har besluttet sig for at trække sig tilbage fra posten som generalsekretær i paraplyorganisationen ISOBRO.Flemming Kofod-Svendsen er 61 år og vil fremover koncentrere sig om at studere den såkaldt kirkelige højrefløjs teologi og placering i samfundsdebatten gennem de sidste 50 år.
– Det er noget, jeg har tænkt på i flere år, og skal man gøre det, skal det gøres, mens man stadig har kræfterne i behold, siger han til Kristeligt Dagblad.
Kofod-Svendsen blev færdig som cand. theol. i 1962. Derefter blev han generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) og senere sognepræst i Birkerød.
Sideløbende har han passet den politiske karriere. Fra 1979-1990 var han landsformand for Kristeligt Folkeparti og repræsenterede i to omgange partiet i Folketinget, fra 1984-1994 og fra 1998-2001. Endelig var han også boligminister fra 1987-1988 og igen fra 1993-1994.
ISOBRO, der er paraplyorganisation for indsamlingsorganisationerne og blandt andet står bag DM i Indsamling, søger nu en ny generalsekretær pr 1. april 2006.
– ole