KFS vil udruste flere til mission på de videregående uddannelser
I perioden frem til sommeren 2020 vil Kristeligt Forbund for Studerende have fokus på at udruste og mobilisere flere kristne studerende på de videregående uddannelser.
KFS’ mission er som altid, at studerende forvandles af evangeliet og engagerer sig i både studieverdenen, kirke og samfund til Guds ære. KFS har cirka 1.000 gymnasiale studerende engageret på studiestederne – mens antallet på de videregående uddannelser kun er cirka 250. Derfor vil KFS de næste 2½ år med 6 særlige indgangsvinkler arbejde for, at flere kristne studerende engagerer sig i mission på de videregående uddannelser.
KFS vil fortsat have fokus på grundlæggende, Jesus-centreret forkyndelse og undervisning. Samtidig vil man sikre en bedre introduktion og overgang fra KFS på gymnasiet til KFS på de videregående uddannelser, så engagementet bevares.
KFS satser samtidig på at engagere de lokale kirker i studiestedsmission, så kirkerne ser KFS som deres forlængede arm ind i studiemiljøet. De kristne studerende skal udrustes til at fortælle de gode nyheder og deres egen historie med Jesus. De skal også udrustes til at læse i Bibelen med deres medstuderende og intensivere brugen af dialogsøgende events. KFS har derfor startet Proklama, som er et træningsforløb for studerende, der vil dygtiggøre sig som oplægsholdere.