’Undgå at bære kippa på gaden’
Jødisk råd i Tyskland.
Det centrale jødiske råd i Tyskland opfordrer nu jøder til at undgå at bære kippa i de større byer. Rådets leder, Joseph Schuster, begrunder det med nylige tegn på antisemitisme.
Det skriver Nos.nl.
”Hvis det ikke lykkes at bekæmpe åbenlys antisemtisme, er demokratiet i sidste ende i fare,” sagde Schuster i en tysk radioudsendelse.
I sidste uge filmede en israelsk student med kippa, hvordan han blev slået med en rem på gaden i Berlin. Angriberen var en syrisk flygtning, men hændelsen har skabt fornyet debat om åben antisemitisme i Tyskland.
Ifølge forbundskansler Merkel er der dog tale om en ”anderledes antisemitisme”. Det drejer sig nemlig om arabiske migranters had-ytringer rettet mod Israel eller jøder og ikke som sådan et udtryk for øget antisemitisme blandt indfødte tyskere, forklarede Angela Merkel på israelsk tv.
”Antisemitisme var der desværre allerede, og det skuffer os, at ingen jødiske børnehaver og skoler kan fungere uden politibeskyttelse bare få årtier efter krigen,” sagde forbundskansleren.
Ville modbevise antisemitisme
I virkeligheden ville israeleren Adam Armoush, der selv er af arabisk afstamning, bære kippa i Berlin for at bevise, at det ikke er farligt, som hans marokkanske ven påstod. Desværre viste det sig inden for fem minutter, at vennen havde ret.
Først blev de overfuset af tre mænd. Da marokkaneren bad de tre lade dem være i fred, begyndte den ene af dem at slå løs på Adam Armoush med et bælte, alt imens han på arabisk råbte: ”Yahudi, yahudi” – ”jøde”, skriver TV2.